Fodbold vækker følelser.

Det gjorde Champions League-finalen mellem Liverpool og Real Madrid så sandelig også hos folketingspolitikeren Peter Hummelgaard, der er glødende Liverpool-fan.

Nederlaget på 3-1 til Real Madrid var tilsyneladende for meget at bære for socialdemokraten, der lørdag aften sendte dette opsigtsvækkende tweet ud:

'Fascistsvin er og bliver facsistsvin. Åbenbart også på banen', skrev han med en reference til, at Spaniens tidligere diktator, den fascistiske Francisco Franco, holdt med kongeklubben. mens han sad på magten fra 1939-1975.

At dømme ud fra kommentarfeltet har brugerne ikke meget til overs for Peter Hummelgaards retorik, og flere antager, at han må have været godt beruset, da han valgte at ryge til tasterne på Twitter i nederlagets stund.

En antagelse, som Socialdemokratiets EU-ordfører bekræfter.

»Man skal ikke tweete, når man er fuld og har tårer i øjnene. Man skal simpelthen bare lade være,« skriver han i en kortfattet sms til BT:

»Jeg tror ikke, der er mere at sige end det.«

Peter Hummelgaard var heller ikke udpræget tilfreds med Real Madrid-anfører, Sergio Ramos. Det var efter en duel med netop Ramos, at Mohamed Salah landede så hårdt på sin venstre skulder, at Liverpool-stjernen måtte lade sig udskifte efter en halv times spil.

Efter kampen ønskede Sergio Ramos god bedring til Liverpools egyptiske målsluger.

»Fodbold viser sig nogle gange fra sin gode side, andre gange fra sin dårlige side. Når alt kommer til alt, er vi alle partnere,« lød det fra Ramos. Du kan læse mere om hans syn på sagen her.

Mohamed Salah, der har scoret 44 mål for Liverpool i denne sæson, er udset til at skulle bære Egypten på sine skuldre ved VM i Rusland, og hans tidlige exit fra finalen såede derfor straks tvivl om hans VM-deltagelse.

Sent i nat blev han scannet, og du kan se dommen her.