Verdensmesteren i fodbold, franske Benjamin Mendy, sidder på anklagebænken i en skræmmende sag.

Mendy, der er back i Manchester City, er tiltalt for otte voldtægter, et seksuelt overfald og en voldtægt, som ikke blev gennemført. Han og en påstået medsammensvoren nægter sig begge skyldige.

Anklager Timothy Cray siger, at Mendys medtiltalte, franske 41-årige Louis Saha Matturie, havde til opgave at skaffe kvinder og skabe situationer, hvor de kunne blive voldtaget.

De to tiltalte udviste ifølge anklageren »ubarmhjertig ligegladhed«.

Louis Saha skulle have været en med til at skaffe kvinderne og bringe dem i situationer, hvor de kunne blive voldtaget.
Louis Saha skulle have været en med til at skaffe kvinderne og bringe dem i situationer, hvor de kunne blive voldtaget. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

»I deres øjne – og det kunne ikke stå mere klart – eksisterede den strøm af kvinder, de bragte til deres hjem, udelukkende for at give dem sex.«

Han siger desuden, at de to tiltaltes forfølgelse af kvinderne »gjorde dem til rovdyr«.

Meget skulle være foregået i 28-årige Mendys hjem i Cheshire, hvor der var langt til naboer. Anklageren mener, at de forurettede kvinder skulle have fået inddraget deres mobiltelefoner, mens de var i boligen.

Mendy og Saha siger, at al sex har været efter gensidigt ønske, men anklageren mener, at de var milevidt fra samtykke.

Ifølge ham gjorde de to tiltalte jagten på sex til en leg, hvor det var ligegyldigt, hvad kvinderne følte.

»De var forberedt på at krydse den grænse,« lyder det i Chester Crown Court.

Politiets undersøgelser viser, at Mendys soveværelse havde låse på, som kun kunne åbnes af nogen, der vidste, hvordan de skulle gøre det. Kvinder følte sig låst inde, lyder det fra Cray.

Anklagerne mod den tidligere franske landsholdsspiller strækker sig fra oktober 2018 til august sidste år.

Venstrebacken blev i 2017 hentet til Manchester City fra Monaco for over 450 millioner, og han har spillet 74 kampe i den lyseblå City-trøje.

Spørgsmålet er nu, om det bliver til flere, eller om retssagen vil fælde ham på stedet.