Fodboldspilleren Masato Kudo er død, kun 32 år gammel.

Den tidligere japanske landsholdsspiller døde efter et indgreb, hvor han blev opereret i hjernen.

Han omkom fredag klokken 14.50 japansk tid, oplyser hans klub Tegevajaro Miyazaki.

'Vores kære ven Masato Kudo er gået bort. På vegne af klubben vil jeg gerne takke fans, der stod bag Kudo, og alle de, der har sendt støttebeskeder,' siger klubbens præsident, Keita Futamura.

Masato Kudo (tv.) i aktion for Kashiwa Reysol.
Masato Kudo (tv.) i aktion for Kashiwa Reysol. Foto: *
Vis mere

'Han havde en fremragende attitude, bekymrede sig om sine holdkammerater, klubben og fans. Vi er knuste over, at så stor en spiller er gået bort så tidligt.'

Masato Kudo led af såkaldt hydrocephalus – en tilstand, hvor man har vand i hovedet.

Reuters citerer nyhedsbureauet Kyodo for, at han blev indlagt 3. oktober, dagen efter han blev syg. Men han overlevede altså under to uger efter indlæggelsen.

Angriberen spillede i løbet af sin karriere for Brisbane Roar og Vancouver Whitecaps i udlandet og for en række japanske klubber, herunder Kashiwa Reysol og Sanfrecce Hiroshima.

Han nåede også fire optrædener i den japanske landsholdstrikot, hvor det blev til to mål.