Ståle Solbakken var bestemt ikke tilfreds.

»Jeg synes, at dommerteamet laver to store bommerter ved AaB's to scoringer.«

Sådan lød det fra den norske manager efter kampen, hvor han i starten af anden halvleg fik vist det røde kort.

»Ved det første (mål, red.) mener jeg, at AaB'eren ved et indkast 'stjæler' 10 meter, mens linjedommeren siger, at der blot er tale om en halv meter. Enten er han blind, eller også lyver han. Hertil kommer, at der umiddelbart inden AaB's anden scoring er frispark til Bartolec. Jeg vil ikke sige, at det er derfor, vi taber. Men det var derfor, jeg blev vist bort,« sagde Ståle Solbakken.

Ståle Solbakken fik vist det røde kort i kampen mod AaB.
Ståle Solbakken fik vist det røde kort i kampen mod AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han lagde på tv efter kampen ikke skjul på, at hans mandskab uanset hvad skulle have forsvaret bedre i kampen, som AaB vandt med 2-0.

Her langede han dog også ud efter fjerdedommeren i forbindelse med det frispark, han mente, Karlo Bartolec blev snydt for.

»Han kan nemt se frisparket, som han gør så mange andre gange i løbet af kampen. Han håber jo inderst inde, der ikke bliver mål, for han ved, han har overset noget, der potentielt er blevet en farlig situation,« sagde Ståle Solbakken til TV3 Sport, hvorefter han erkendte, at han måske overreagerede lidt, men situationerne frustrerede ham i høj grad.

Allerede i pausen langede han ud efter dommeren, og det klip kan ses i toppen af artiklen.

Ståle Solbakken måtte se nærmest hele anden halvleg fra sidelinjen.
Ståle Solbakken måtte se nærmest hele anden halvleg fra sidelinjen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Med det røde kort er der risiko for, at nordmanden er ramt af karantæne, når FCK på søndag i Parken møder AC Horsens.

»Jeg frygter ingenting, men jeg forventer, at jeg får en begrundelse for, hvorfor jeg fik det røde kort. Men jeg synes altså, at dommerteamet kikser i situationerne, der er matchafgørende,« sagde Ståle Solbakken.

Efter snakken med medierne plejer han normalt at gå i retning af FCK's spillerbus. Men efter kampen mod AaB valgte han at gå i retning af dommernes omklædningsrum for at få en snak med dommer Jens Maae.

AaB spillede sig med sejren videre til semifinalen i Sydbank Pokalen, mens FCK nu 'kun' har to turneringer tilbage at koncentrere sig om – Superligaen og Europa League.