Det har været en frustrerende sommer for Lionel Messi.

Den argentinske troldmand har som bekendt været i krig mod Barcelona-ledelsen - og tabt.

Messis ønske om at komme væk fra den kriseramte storklub bliver dermed ikke opfyldt, og han er derfor tvunget til at blive endnu en sæson i Barcelona.

Lørdag var superstjernen så tilbage på fodboldbanen, da Barcelona mødte Nastic i den første træningskamp frem mod den kommende sæson.

Foto: PAU BARRENA
Vis mere

Og her rumsterede frustrationerne stadig i den lille argentiners krop.

Det afslører Nastic-spilleren Javier Ribellas, som mandsopdækkede Messi i opgøret.

Barca-angriberen blev nemlig voldsomt irriteret undervejs i kampen og langede verbalt ud efter Ribellas.

Det siger Nastic-spilleren ifølge Marca til mediet Chiringuito.

»Hvad laver du, din idiot? Vil du holde op med at sparke mig hele tiden?« skulle Messi have sagt undervejs til Ribellas.

Selve kampen vandt Barcelona med 3-1. Messi kom ikke på scoringstavlen og blev udskiftet med danske Martin Braithwaite i pausen.