Den danske målræv Kasper Junker er træt af ikke at få lov til at skifte væk fra norske Bodø/Glimt.

Han lavede mål på stribe sidste år med håbet om at veksle opholdet i Bodø/Glimt med et i en større liga.

Men Kasper Junker er trods efterspørgsel fra Serie A stadig at finde i den norske mesterklub. Det frustrerer den danske målmaskine, der i 2020-sæsonen scorede 27 gange for Bodø/Glimt.

- Aftalen var, at jeg skulle til Bodø, udfolde mit potentiale og så videre. De sagde, "hvis du scorer 20 mål, sender vi dig afsted", siger Junker til den norske avis VG.

Italienske Crotone har angiveligt udset sig danskeren som et mål i det nuværende transfervindue, men Serie A's bundprop er altså ikke lykkedes med at få en aftale på plads med Bodø/Glimt.

- Jeg føler, jeg har muligheden for at opfylde en drøm om at prøve mig af i en af verdens største ligaer, men klubben (Bodø/Glimt, red.) vil ikke engang forhandle. De holder ikke, hvad de lover.

- Det gør mig både skuffet og frustreret. Det er ikke optimalt for mig og min motivation at blive frarøvet en økonomisk og fodboldmæssig mulighed, siger den 26-årige angriber.

Daglig leder i Bodø/Glimt Frode Thomassen siger til VG, at klubben nok skal vurdere et muligt salg af Kasper Junker, hvis "de rigtige klubber og de rigtige bud kommer".

- Vi har til dags dato aldrig stoppet en handel, som var baseret på et fornuftigt og relevant bud, siger Frode Thomassen.

Kasper Junker og landsmanden Philip Zinckernagel var på baggrund af et hav af mål og assister nogle af hovedkræfterne bag Bodø/Glimts overlegne præstation i Eliteserien sidste år.

Zinckernagel skiftede ved nytår til engelske Watford.

/ritzau/