Seks landsholdsspillere spiller til daglig i Serie A, og de mener, at ligaen er i fremgang. Åge Hareide glæder sig over, at spillerne er i taktisk mesterlære.

- Ciao!

- Buongiorno!

Hvis der ryger et par italienske udtryk ud af munden på de danske fodboldlandsholdsspillere i denne tid, er det helt logisk. Over sommeren er den italienske Serie A nemlig blevet den liga med flest danske landsholdsspillere. Seks styks for at være præcis.

Peter Ankersen, Lasse Schöne og Simon Kjær er kommet til, mens Andreas Cornelius er vendt retur efter en lejeaftale i fransk fodbold. Jens Stryger Larsen og Lukas Lerager spiller fortsat i støvlelandet.

Siden Thomas Helveg, Jon Dahl Tomasson, Martin Laursen og Martin Jørgensen sagde arrivederci i 00'erne, har det været småt med dansk succes i italiensk fodbold - og småt med succes for italienske hold i europæisk fodbold.

Men Serie A er på vej mod lysere tider. Det er i hvert fald opfattelsen hos flere af de spillere, der er skiftet til Serie A.

- Kvaliteten er blevet bedre, og tempoet er skruet lidt mere op, siden sidst jeg var der. Der spilles mere dynamisk fodbold end før. Der er flere hold, der går op og presser nu, hvor man måske før stod og ventede lidt mere på at få bolden, siger landsholdsanfører Simon Kjær.

Denne sommer skiftede Kjær til Atalanta på en lejeaftale. Fra 2008 til 2010 var han hos Palermo, og fra sommeren 2011 og et år frem spillede han for AS Roma.

De nytilkomne Genoa-spiller Lasse Schöne har lagt mærke til, at italienske klubber har tiltrukket større profiler de seneste sæsoner. Det gælder blandt andre Cristiano Ronaldo og Romelu Lukaku, der begge er købt for store trecifrede millionbeløb.

Det er et udtryk for fremgang i Serie A, mener Schöne. Derfor ville han gerne være en del af den stærke liga, hvor der heller ikke ses skævt på, at han er blevet 33 år.

- Italiensk fodbold har ud over Juventus været lidt nede, men med de spillere, som ligaen tiltrækker, kan man se, at den er på vej op igen, siger Lasse Schöne.

Landstræner Åge Hareide ser lyst på, at Serie A er blevet en danskermagnet. Det er et udtryk for stor kvalitet i den danske landsholdstrup, mener Hareide. Samtidig påpeger han, at det kan være gavnligt for spillerne at blive udlært i de meget stramme taktiske planer, der stadig præger italiensk fodbold.

- Det er først og fremmest en liga, hvor man kan lære organisation. Der er stor disciplin. Hvis man taler til italienere om en 0-0-kamp, så behøver det ikke at være en dårlig kamp. Der er stolthed i at holde nullet. Det er nok det fremmeste, man får der, siger Hareide.

Han fremhæver, at Jens Stryger Larsen for eksempel er blevet meget bedre defensivt i løbet af sine to år hos Udinese.

Det er backen selv enig i.

- Jeg har lært utrolig meget om det taktiske. Italienerne går rigtig meget op i at stå rigtigt og kompakt på banen, siger han.

/ritzau/