Det bliver bosnieren Azrudin Valentic, der fremover skal stå i spidsen for Fremad Amager.

Fremad Amager har en ny cheftræner klar, et døgn efter at klubben stoppede samarbejdet med ekslandsholdsspilleren Jan Michaelsen.

Den nye mand i spidsen for 1. divisionsholdet bliver den 48-årige bosnier Azrudin Valentic. Han har i en årrække gjort karriere i svensk fodbold.

- I Azrudin Valentic får vi en meget engageret træner, som især har fokus på at udvikle de unge talenter og udløse deres potentiale.

- Azrudin Valentic er en internationalt orienteret træner, som har høstet vigtige erfaringer i Sverige, og som vi forventer kan være med til at indfri de store ambitioner, vi har, siger sportsdirektør Timur Daguev til klubbens hjemmeside.

Den nye Fremad Amager-træner var senest træner for Dalkurd FF i den bedste svenske række.

Opholdet i klubben blev dog en kort fornøjelse. Valentic overtog holdet ved årsskiftet, men blev fyret i maj efter en sløj start på sæsonen.

Forinden havde han stor succes i IF Brommapojkarna som assistent for den tidligere landsholdskæmpe Olof Mellberg. Sammen førte de klubben til to oprykninger på to sæsoner.

/ritzau/