Fredericia straffer prompte Esbjerg efter udvisning
Superliganedrykkeren FC Fredericia tog et spring mod toppen, mens Esbjerg tabte sin femte kamp i træk.

Superliganedrykkeren FC Fredericia tog et spring mod toppen, mens Esbjerg tabte sin femte kamp i træk.

To minutter midtvejs i anden halvleg afgjorde lørdagens 1.-divisionskamp mellem FC Fredericia og Esbjerg fB.
Forsvarsspilleren Anders Sønderskov var netop blevet indskiftet, da han hev Fredericia-nyindkøbet Asbjørn Bøndergaard omkuld lige uden for feltet og fik rødt kort.
På det efterfølgende frispark hamrede Casper Jørgensen den hvid-grønne Select-bold op i krogen via den ene stolpe og scorede til 1-0.
Det blev også slutresultatet på Monjasa Park, og med sejren kravler superliganedrykkeren opad i tabellen.
FC Fredericia er nu nummer tre med 12 point. Omvendt er Esbjerg i store problemer, da lørdagens nederlag var vestjydernes femte i træk.
Af samme årsag er holdet under nedrykningsstregen som nummer 11.
I den anden ende af landet tilkæmpede AaB sig en tiltrængt sejr på 2-0 over oprykkerne fra AB.
Nordjyderne fik en god start på sæsonen med sejre i de to første ligakampe, men holdet vandt ikke et eneste af sine opgør i august.
Lørdagens sejr blev grundlagt af Kornelius Normann efter et kvarter, før Jubril Adedeji fjernede den sidste tvivl om udfaldet i Gladsaxe med en straffesparksscoring mod slutningen.
RITZAU