Selv om FC Fredericia skal spille 1. division i næste sæson, gik holdet ud med manér i sidste runde af Superligaens nedrykningsspil.

På hjemmebane kørte holdet Silkeborg IF over 4-1 i en kamp, hvor sejrsmarginen sagtens kunne have været større.

Den overbevisende sejr er en opmuntrende afslutning på sæsonen for Fredericia, som ellers havde tabt de seneste syv kampe.

Den kommer dog for sent til at redde klubben, som allerede før sidste spillerunde var sikret nedrykning fra Superligaen sammen med Vejle Boldklub.

Silkeborg har derimod reddet livet i Superligaen hen over foråret, og kampens manglende betydning kan have spillet en rolle i, at gæsterne ikke kunne matche Fredericia.

Allerede efter et kvarter sendte hjemmeholdet bolden i nettet første gang. Scoringen fra Friday Etim blev dog kort efter annulleret for offside.

Efter knap en halv time bragte hjemmeholdet sig så rent faktisk foran. Fredericias Jakob Jessen sendte bolden på tværs af feltet, hvor Svenn Crone kom stormende og sendte bolden i kassen til 1-0.

Jessen fik igen en hovedrolle ved målet til 2-0. Denne gang var det ham, der tog et godt løb ind i feltet, hvor han modtog en svær aflevering fra Andreas Pyndt. Jessen var skarp i afslutningen, som han kontrollerede ind.

Silkeborg var tæt på en reducering få minutter senere, da Fredericia-keeper Valdemar Birksø gik op for at gribe et hjørnespark, men fumlede bolden, som i et øjeblik lå og trillede på målstregen, før forsvaret fik afværget.

I stedet fortsatte målfesten i den anden ende. Daniel Freyr Kristjansson spillede bolden videre til Jonatan Lindekilde, der med en lækker afslutning gjorde det til 3-0 i første halvleg mod et Silkeborg-hold, der så fortabt ud.

Fredericia fortsatte dominansen efter pausen, og med godt 20 minutter tilbage af kampen kom Sofus Johanessen frem til en fin mulighed, som han sikkert sparkede i nettet forbi Nicolai Larsen i gæsternes mål.

Silkeborg fik pyntet på resultatet i 79. minut, da William Kirk leverede en god afslutning, der reducerede til 1-4.

Gæsterne fik til sidst også en mulighed fra pletten, men Jens Martin Gammelby brændte straffesparksforsøget med et dårligt spark midt i målet.

/ritzau/