Efter syv point i sæsonens tre første kampe i 1. division kom AaB ned på jorden i fredagens hjemmekamp mod Superliga-nedrykkeren Fredericia.

45 godkendte minutter set med AaB-øjne blev fulgt op af 45 dårlige minutter, og det straffede Fredericia. Tre mål i anden halvleg gav en sejr på 3-0.

Det sender Fredericia forbi aalborgenserne i tabellen, hvor AaB er på syv point, mens Fredericia nu er oppe på otte point.

Nordjyderne var ellers fint med spillemæssigt i de første 45 minutter, men det kneb gevaldigt med at skabe gode chancer.

Det havde gæsterne lettere ved, og Vincent Müller i AaB-målet havde ved flere lejligheder lidt at se til.

Derfor gav det givetvis panderynker hos cheftræner Steffen Højer, da Müller sidst i første halvleg pådrog sig en skade. Han blev i målet frem til pausen, hvor han måtte lade sig udskifte.

Unge Bertil Grønkjær kom ind, og selv om han ikke kunne lastes meget, blev det 45 svære minutter for ham.

Først strøg et afrettet Frederik Rieper-hovedstød forbi ham efter fire minutter, og ni minutter senere blev han passeret af Alexander Lyng, som fik alt for meget plads i AaB-feltet.

19-årige Bertil Grønkjær kunne dog se sit forsvar fortsætte de tvivlsomme takter.

I 68. minut var nordjydernes defensiv igen ude af vater, og det straffede indskiftede Emilio Simonsen med en flad afslutning til slutresultatet 3-0.

Fredagens anden kamp i 1. division havde også en Superliga-nedrykker i aktion. Vejle gæstede Kolding og kunne også rejse hjem med tre point.

Efter en tidlig Kolding-scoring vendte Vejle kampen på hovedet og tog en sejr på 3-2. Det gør Vejle til tophold med ti point efter fire kampe.

Kolding har kun hentet to point.

RITZAU