Manchester Uniteds unge stjerneangriber Anthony Martial er Europas største fodboldtalent under 21 år i 2015.

Det mener folkene bag Golden Boy-prisen, som hvert år uddeles til det mest lysende talent, som endnu ikke er fyldt 21 år.

Den 20-årige franskmand skiftede i sommer fra Monaco til Manchester United som 19-årig for hele 370 millioner kroner, hvilket er den dyreste transfer med en teenager nogensinde.

I en ellers træg United-offensiv har Martial flere gange været lyspunktet, og det har nu resulteret i kåringen som Golden Boy 2015.

Det er nogle af Europas største sportsmedier som Tuttosport (Italien), der grundlagde prisen i 2003, L'Equipe (Frankrig), Marca (Spanien) og The Times (England), der stemmer om prisen.

Bayern Münchens offensivspiller Kingsley Coman og Arsenals lynhurtige back Hector Bellerin kom ind på de næste pladser i kåringen.

Pierre-Emile Højbjerg var også med blandt de 40 navne, der kunne stemmes på, men danskeren blev ikke stemt ind i det absolutte topfelt.

Christian Eriksen er tidligere blevet nummer fem i kåringen, der har haft flere prominente vindere siden grundlæggelsen.

Blandt andre har Lionel Messi, Cesc Fabregas, Sergio Agüero og Poul Pogba vundet prisen, der sidste år gik til Manchester Citys Raheem Sterling, som på daværende tidspunkt spillede i Liverpool.

/ritzau/