Forsvarsspilleren Adil Rami stopper på Frankrigs landshold efter søndagens sejr over Kroatien i VM-finalen.

Moskva. Den franske fodboldspiller Adil Rami stopper på landsholdet efter søndagens VM-triumf.

Det siger han til det franske medie TF1 efter finalekampen.

32-årige Rami kom som den eneste franske spiller ikke på banen ved dette VM. Han er dog blevet fremhævet af de franske spillere som vigtig for moralen på holdet.

Trods den manglende spilletid var det en stolt Rami, som løftede det gyldne trofæ efter sejren på 4-2 over Kroatien.

- Det var en drøm fra barnsben af. Vi er meget stolte, ligesom alle franskmænd som er på Champs-Élysées (gade i Paris, red.), i Lyon og alle andre steder.

- Vi kan ikke vente med at se dem og fejre det. Vi er verdensmestre, lød det fra Rami ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forsvarsspilleren fortsætter sin karriere på klubniveau, hvor han spiller for Olympique de Marseille i den bedste franske liga, Ligue 1.

Rami fik sin landsholdsdebut i 2010 og har siden spillet 35 landskampe for Frankrig.

Han hører til blandt den ældre generation på det franske landshold, som var det næstyngste hold ved den netop afsluttede VM-slutrunde med en gennemsnitsalder på 26.

Den fransk-marokkanske fodboldspiller har tidligere spillet for italienske AC Milan og spanske Sevilla, inden han lagde vejen forbi Marseille.

/ritzau/