Alexandre Lacazette blev matchvinder i Arsenals 1-0-sejr over Olympiakos i Europa League.

Arsenal skal dumme sig på hjemmebane, hvis ikke London-klubben skal gå videre til ottendedelsfinalen i Europa League.

Det engelske mandskab tog torsdag aften hjem fra Grækenland med en sejr på 1-0 over Olympiakos i det første af to opgør i 16.-delsfinalen.

Den franske angriber Alexandre Lacazette blev matchvinder med sin indersidescoring ni minutter før tid - Lacazettes anden scoring i Europa League i denne sæson.

Faktisk burde Lacazette nok være blevet dobbelt målscorer, da han i slutminutterne fik en stor chance i en situation, hvor Arsenal-spillerne var i stort overtal på en omstilling.

Og kort efter var det igen tæt på, da forsvarsspilleren Sokratis Papastathopoulos pandede et hjørnespark på stolpen.

Arsenal er nu ubesejret i ni kampe i træk i alle turneringer, og selv om holdet er et godt stykke fra toppen i Premier League, kan der nu være europæisk succes i sigte.

Ligakonkurrenterne fra Wolverhampton var også i aktion sent torsdag aften, og den traditionsrige klub tog et stort skridt mod ottendedelsfinalen med en sejr på 4-0 hjemme over spanske Espanyol.

Portugiseren Diego Jota løb med opmærksomheden som afsender på tre af Wolverhamptons fire mål.

Den tidligere Brøndby- og Rosenborg-spiller Mike Jensen spillede hele kampen på midtbanen hos cypriotiske Apoel, der skuffede måtte se Basel fra Schweiz løbe med en sejr på 3-0 i Cypern.

Der var også en tidligere Brøndby-spiller i ilden i form af Lukas Hradecky hos Bayer Leverkusen, der slog FC Porto 2-1.

Alle returopgørene spilles torsdag i næste uge.

/ritzau/