Karim Benzema har forlænget sin kontrakt med Real Madrid, så den er gældende frem til sommeren 2021.

Madrid. Den franske angriber Karim Benzema har forlænget ægteskabet med den spanske storklub Real Madrid.

Klubben meddeler, at Benzemas kontrakt er forlænget frem til 30. juni 2021.

Til den tid vil den 29-årige Benzema have været i klubben i 12 år.

Han nåede at spille en række sæsoner for franske Lyon, inden han i 2009 skiftede til Real Madrid.

Real er godt i gang med at sikre sig lange kontrakter på flere af de spillere, som i sidste sæson var med til at vinde både mesterskabet samt Champions League.

Inden for den seneste uge har Marcelo, Isco og Dani Carvajal alle forlænget frem til sommeren 2022.

Tirsdag meddelte også træner Zinedine Zidane, at han forlænger, men klubben har ikke officielt meldt forlængelsen ud.

/ritzau/