Noël Le Graët trækker sig fra det franske fodboldforbund, FFF, efter anklager om sexchikane.

Noël Le Graët trækker sig som præsident for det franske fodboldforbund, FFF.

Det oplyser FFF tirsdag på sin hjemmeside.

Offentliggørelsen kommer, efter at anklagemyndigheden i Paris i januar ifølge Reuters startede en undersøgelse af Noël Le Graët på baggrund af anklager om moral- og sexchikane.

Han har selv afvist anklagerne.

»Det er sådan set meget simpelt. Han springer på alt, der rører sig,« var den rystende udmelding fra en tidligere ansat i forbundet til det franske magasin So Foot, der stod bag afsløringerne.

Her bragte man også tre sms'er, som den nu 80-årige Noël Le Graët tidligere har sendt til tre forskellige ansatte:

  • 'Kom og spis hos mig i aften'
  • 'Jeg kan bedst lide blondiner, så hvis det lyder som noget for dig …'
  • 'Du har virkelig en flot krop, jeg ville gerne have dig i min seng'

Senere affejede Le Graët de påståede anklager ved at sige, at han ikke kunne finde ud af at sms'e. Det forklarede han i radioprogrammet 'Rothen s'enflamme'.

Vicepræsident Philippe Diallo overtager midlertidigt tøjlerne i det franske forbund.

Det gør han indtil 10. juni, datoen for forbundets næste generalforsamling.