Kort før Frankrigs afgørende kampe i VM-kvalifikationen er holdet blevet ramt af flere skader.
Det har givet plads til et comeback for angriberen Randal Kolo Muani, der ellers er uden scoringer, siden han i sommer skiftede Juventus ud med Thomas Franks Tottenham.
- Han har ikke været maksimalt effektiv, men han leverer altid hårdt arbejde og en alsidighed, der bringer ham i spil til flere plads.
- Eftersom han er helt fit, giver det mening at have ham med igen, siger den franske landstræner Didier Deschamps ifølge Reuters.
På midtbanen er 34-årige N'Golo Kante med for første gang i 2025.
- Han er igen på sit højeste niveau, bedømt ud fra de kampe jeg har set. Han er erfaring og status. Når jeg tager ham med, er det fordi, han skal spille en vigtig rolle, siger Deschamps om udtagelsen af veteranen.
Det er blandt andre Paris Saint-Germain-stjernerne Désiré Doué og Ousmane Dembélé, der har meldt fra med skader.
Frankrig møder Ukraine hjemme og Aserbajdsjan ude i næste uge og har tre point ned til ukrainerne i kampen om førstepladsen, der udløser en billet til VM i USA, Mexico og Canada næste sommer.
/ritzau/
