Skal Christian Eriksen til Brentford?

Rygterne går i hvert fald på, at den engelske klub, der har Thomas Frank i spidsen, har bejlet til den danske landsholdsstjerne.

»Jeg håber virkelig, han kommer tilbage på fodboldtoppen, som han ønsker. Han siger jo selv, han gerne vil spille for Danmark til VM i år.«

Sådan lød det fra netop Thomas Frank på et pressemøde tirsdag, da han blev spurgt til danskeren.

Brentford-træneren var dog ikke meget for at tale om de konkrete rygter, der går på, at klubben skulle have tilbudt Christian Eriksen en kontrakt på seks måneder med en option på yderligere et år.

»Han skal have fundet sig en klub, men jeg vil hellere tale om de spillere, vi har her. Hvis vi skal tale om Christian Eriksen, skulle vi måske også diskutere Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo,« lød det fra Thomas Frank.

Han satte dog gerne nogle ord på, hvilken spiller Christian Eriksen er. Og Thomas Frank slog fast, at han håber, den danske stjerne når sit mål om at finde en ny topklub.

»Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle lykkes. Han var den største stjerne inden EM i 2020, og hvis han kommer tilbage i form, bliver han det igen. Vi ønsker det bedste for ham og familien. Jeg har arbejdet med Christian, da jeg var træner for U17-landsholdet, og jeg har set ham gå fra at være en ung dreng til at være en af verdens bedste spillere,« sagde Frank.

Det er blot to uger siden, at Christian Eriksen gav sit første interview om at ville tilbage på fodboldbanen trods et hjertestop ved EM i sommer.

»Mit mål er, at jeg skal til VM i Qatar,« sagde han til DR og tilføjede, at han overhovedet ikke er bange for at blive ramt af et nyt tilfælde.

»Ikke det fjerneste. Jeg var lidt i starten påpasselig med, hvor meget ens hjerte kan holde til nu, efter hvad der er sket, og ligesom teste det igennem, men jeg føler, jeg er blevet clearet og er blevet testet og holdt hånden over så meget, som jeg overhovedet kunne. Så nej, jeg er overhovedet ikke bange for, at det skulle ske igen,« forklarede han.

Danskeren fik i december revet sin kontrakt med Inter over, fordi man ikke må spille med i Italien med den ICD-enhed, som har han fået indopereret.

Andre læser også