Nu venter Brentford bare.

I hvert fald fortæller den engelske mediegigant Sky Sports, at danskerklubben har smidt et tilbud på Christian Eriksens bord, og nu holder de vejret og venter på hans svar.

Den danske stjerne er med landsholdet lige nu, så London-holdet skal være udholdende i den disciplin, og verdens førende fodboldmedie, The Athletic, beretter ligeledes, at det er forventningen, at beslutningen først kommer efter de fire landskampe.

B.T. har spurgt Eriksens agent, Martin Schoots, om en tidshorisont for den længe ventede beslutning – indtil videre uden at få svar.

Foto: GLYN KIRK
Vis mere

The Athletic fortæller, at Brentfords sportsdirektør, Phil Giles, har fremlagt en langsigtet plan for klubbens redningsmand i denne sæson, og Sky Sports skriver, at klubben er kommet med et kontraktudspil med en lang aftale. Mediet sætter ikke en præcis længde på.

De mener at vide, at Eriksen-familien igen er faldet godt til i London. Det giver god mening, efter han spillede i Tottenham fra 2013 til 2020.

De gamle kendinge kan lokke med Champions League-fodbold, som hovedpersonen har ytret ønske om at prøve igen, men Sky Sports er i tvivl om, hvorvidt Eriksen ville få lov at spille så meget som ønsket under hans tidligere Inter-træner Antonio Conte.

Foto: WILL OLIVER
Vis mere

Den nærmeste fremtid er altså planlagt med landshold, men en interessant detalje fra The Athletic er, at Brentford-træner Thomas Frank og Christian Eriksen har aftalt at mødes. Førstnævnte afholder lige nu ferie i Grækenland, før turen går hjem til Danmark, og her vil han mødes med sin talisman og dennes kone, Sabrina.

Spørgsmålet er så, om det er et møde for at sige pænt farvel eller til at give hånd på et endnu længere partnerskab mellem de to gode fodboldhjerner. Brentford har nemlig overrasket alt og alle i fodboldverdenen – måske kan de gøre det igen.

De sidste uger har man set Thomas Frank udøve den svære disciplin, som hedder 'Svar humoristisk på det samme Eriksen-spørgsmål igen og igen'. Han er nemlig blevet spurgt om, hvordan han har tænkt sig at beholde den sprudlende playmaker, når nu han spillede som en drøm.

Kandidaten til Årets træner i Premier League har hele tiden fastholdt sin optimisme og sagt, at de har et godt tilbud til Eriksen – og så har han lovet ham alt fra kys til ekstra fridage, når han skulle svare på spørgsmålet for 117. gang.

Kontrakten udløber 30. juni, hvor han for tredje gang på bare to år er fri til at vælge klub.