Thomas Frank er modstander af fodboldklubber, der for hurtigt mister tålmodigheden og fyrer cheftræneren.
Tottenham-træneren har bemærket, at Chelsea og Manchester United har sagt farvel til Enzo Maresca og Ruben Amorim med få dages mellemrum i begyndelsen af det nye år.
Danskeren vil ikke tage stilling til beslutningerne i Chelsea og United, men har en holdning på et generelt plan.
- Jeg mener bare, at det er endnu et eksempel på, at det er meget svært at opnå succes, hvis man udskifter nøglepersoner i klubberne som for eksempel cheftræneren eller sportsdirektøren.
- Hvis man mener, at man har de rigtige personer, og man arbejder i samme retning, er man nødt til at arbejde med det over en længere periode, siger Frank til Tottenhams hjemmeside.
Maresca fik omkring 18 måneder i Chelsea, mens Amorim nåede 14 måneder i United.
Efter Thomas Franks opfattelse skal der ofte længere tid til at bygge et nyt projekt op i en klub. Det kræver tillid og en rolig hånd fra ledelsen.
- I denne fantastiske og smukke fodboldverden er man i himlen den ene dag, når man vinder og spiller godt, og i helvede, når man taber og ikke spiller godt.
- I de bedste klubber arbejder ejere, ledere og cheftræner i samme retning over længere tid og holder al støj ude og fokuserer på udviklingen.
- Det går op og ned, men forhåbentlig bliver det over tid mere og mere opad, og så opnår man noget stort sammen. De tre største og seneste eksempler på det er Liverpool, Manchester City og Arsenal, mener Frank.
Tottenham er lige nu placeret som nummer 13 i Premier League. Det er blevet til syv sejre, syv nederlag samt seks uafgjorte kampe i denne sæson.
Thomas Frank og Tottenham har oplevet klubbens fans buhe af holdet efter flere af holdets seneste kampe. I ligaen har Tottenham kun formået at hente to sejre i de seneste 11 kampe.
- Det er en sindssyg liga, og det er en meget lige række. Der er stor konkurrence mellem holdene, og forskellen mellem holdene er meget lige.
- Vi er nødt til at se meget optimistisk og positivt på fremtiden, men også forstå, hvor vi er, og fortsætte med at arbejde hårdt på at forbedre os, siger Frank.
Tottenham skal i Premier League onsdag aften på besøg hos Bournemouth, der har fire point mindre i den tunge ende af tabellen.
/ritzau/
