»Latterligt.«

Sådan beskriver Atlanta United-træner Frank de Boer debatten om ligeløn mellem mænd og kvinder i fodboldens verden.

Det siger den tidligere forsvarsklippe i et interview med The Guardian, hvor han blandt andet kommer ind på sin karriere, inflationen på transfermarkederne og altså ligeløn.

»Det er det samme med tennis. Hvis der for eksempel er 500 millioner mennesker, som ser VM-finalen, mens der er 100 millioner til kvindernes finale, er der jo en forskel. Så det er ikke det samme,« siger Frank de Boer.

Både inden for fodbold- og tennisverdenerne har der været stor debat omkring, hvorfor mandlige og kvindelige udøvere ikke arbejder under samme lønforhold.

Men den debat forstår den hollandske Atlanta-træner ikke.

»Selvfølgelig skal kvinder betales det, de fortjener og ikke mindre. Bare, hvad de fortjener. Hvis det bliver ligeså populært som hos mændene, vil de få samme løn, fordi indkomsten og reklamer vil øges. Men sådan er det ikke, så hvorfor skal de tjene det samme? Jeg synes, det er latterligt. Jeg forstår det ikke,« mener Frank de Boer.

Ifølge ham er debatten udsprunget af lønmæssige forskelle i det »gængse« arbejdsliv, men den sammenligning er helt forfejlet, påpeger de Boer.

Frank de Boer på sidelinjen under sin tid som træner i Premier League-klubben Crystal Palace.
Frank de Boer på sidelinjen under sin tid som træner i Premier League-klubben Crystal Palace. Foto: Paul ELLIS
Vis mere

»Jeg tror, at det startede, fordi kvinder blev underbetalt, specielt på chefposter.«

Her mener han nemlig, at lønforskellene er forfejlede.

»I den slags tilfælde skal de tjene det samme som mænd. Hvis du har en chefstilling i en bank eller andet, skal kvinder tjene det samme som mændene, fordi det ikke er fysisk. Det foregår oppe i hovedet, så hvorfor skulle de tjene mindre, når de udfører det samme job som en mand? Jeg tror, at den tankegang er opstået i sportens verden, for eksempel i tennis og fodbold. Men jeg tror, at det stadig er forskelligt.«

Frank de Boer har en fortid som træner i både Ajax, Inter og Crystal Palace.