Så blev Jamie Carragher lige sat på plads. Med et stort smil.

Thomas Frank har skabt en usandsynlig stor succes med Brentford, og det har givet ham en stor stjerne i England, hvor han mandag aften var på besøg i Sky Sports store fodboldflagskib, Monday Night Football.

Her var han i selskab med Liverpool-legenden Jamie Carragher, og de to gik i det taktiske værksted for at tage et kig på Franks tilgang til at møde de helt store klubber i Premier League.

Carragher havde gjort sit hjemmearbejde et stykke af vejen, men så fangede Frank ham i en misforståelse.

Liverpool-ikonet havde godt lagt mærke til, at Brentford ofte skubbede sin backs fremad og stillede med en ekstra midterforsvarer mod de store hold, men så havde han ikke lige styr på midtbanen.

»Nogle gange har i to, nogle gange tre,« sagde Carragher.

»Nej, nej, nej. Altid to, come on, Jamie,« lød irettesættelsen, der blev serveret med smil og grin efterfølgende.

Thomas Frank leverede i det hele taget varen i studiet, hvor han både delte sine tanker om de taktiske overvejelser og mandskabspleje. 

Og så fik Carragher også lige danskeren til at fortælle historien om, at det altså var hans søn, der havde mindet ham om at kontakte Christian Eriksen, da den danske landsholdsstjerne gjorde sig klar til at gøre comeback efter sit hjerteanfald.

Carragher ville gerne give sønnen et skulderklap, og den var Frank med på.

»Han sagde det i oktober og igen i december, og så talte vi om det i klubben. Og jeg er meget glad for, at han kom til klubben,« lød det fra Brentfords danske strateg.