Den danske fodboldlegende Frank Arnesen er tvunget til at blive hjemme i flere måneder.

Det fortæller Chris Woerts, der er ekspert i sportsmarkedsføring, på hollandsk tv tirsdag aften. Han siger, at danskeren ikke kan passe sit job for tiden.

»Frank Arnesen har fået en bakterieinfektion i sit ene knæ«

»Frank besvarer sin telefon og sine beskeder som en sindssyg, men han kan fysisk ikke gå nogen steder, så det er meget svært for ham i denne periode.«

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Problemet har åbenbart stået på et stykke tid, for Feyenoords tekniske direktør døjede allerede med det, da klubben skulle spille finale i Conference League 25. maj.

»Ved finalen i Tirana havde han allerede et knæ på størrelse med en ballon. Han tog alligevel til Tirana og gjorde nogle ting. Bakterien er kommet ind i hans krop, og han skal i hvert fald gennemgå en penicillinkur indtil september. Han er klistret til sit hus. Han går af og til i klubben, men kan kun lidt. Arnesen skal udskiftes. Det er et problem for Feyenoord, fordi det er den vigtigste periode på året.«

B.T. prøver at få en kommentar fra Frank Arnesen, men det har indtil videre ikke kunnet lade sig gøre. Det samme er tilfældet for hans klub Feyenoord.

Midtbanekæmpen spillede 52 landskampe og scorede 14 mål i landsholdstrøjen i den danske optursperiode fra 1977-1987, og efter karrieren har han haft store jobs i PSV, Tottenham, Chelsea, HSV og Anderlecht.