Transfervinduet har været alt andet end en dans på røde roser for Tottenham.

Den engelske storklub havde således udset sig Luis Diaz og Adama Traoré som forstærkninger til truppen, men de har begge valgt andre destinationer som deres kommende arbejdsgiver.

Og det får nu Frank Arnesen til at lange ud efter Daniel Levy, som er bestyrelsesformand i Premier League-klubben. Det skriver Daily Mail.

»Du har også klubber, hvor ejerne har fingeren på pulsen og gerne vil stå for forhandlingerne. Eksempelvis Tottenham. Det gør Daniel Levy, og han er god til det,« siger den tidligere landsholdsstjerne og fortsætter:

Daniel Levy
Daniel Levy Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»Men han forstår ikke fodbold som spil, og han blander sig ikke i, om du ønsker en venstre back eller en højre kant. Det arbejde stoler han på, at cheftræneren og sportsdirektøren kan udføre.«

65-årige Frank Arnesen kender Tottenham særdeles godt. Han var således sportsdirektør i London-klubben fra 2004 til 2005.

Det er 20 år siden, at Daniel Levy overtog magten i den engelske storklub. Her er det lykkedes Tottenham at kvalificere sig til Champions League flere gange, men det er kun blevet til ét trofæ – ligacuppen i 2008.

Bestyrelsesformanden er blevet kritiseret en del de seneste måneder, fordi han blandt andet var for det kontroversielle projekt Super League.