Det er næsten ikke til at tro sine egne øjne, når man ser billeder af Leon Goretzka fra maj måned og sammenligner dem med nogle, der er taget blot to-tre måneder tilbage.

Bayern Münchens 25-årige midtbanespiller har været igennem så vild en forvandling, at han er gået fra at ligne en spinkel fodboldspiller til at ligne en superhelt.

Tidligere i karrieren blev Goretzka forbundet med en elegant spiller på midten, der især brillerede ved sine tekniske færdigheder, men dem har han nu fået suppleret med nogle gevaldige muskler.

Du kan se flere før/efter-billeder af den vilde transformation i bunden af artiklen.

Det har fået mange brugere på sociale medier til at måbe over den unge spillers fysiske udvikling. Blandt andet undrer flere sig over, hvad Bayern München dog mader den unge fodboldspiller med.

  • Goretzka er ved at forvandle sig til Hulk.

  • To gode kampe og nogle bicepsmuskler, og så har hele Bayerns fanbase ændret deres holdning til Goretzka.

  • Hvad er Goretzka på?

  • Goretzka ser ud til at have fordoblet sin størrelse under karantænen.

Siden Bundesligaen blev genoptaget i Tyskland i midten af maj, har Leon Goretzka spillet fire kampe, hvor det er blevet til et scoret mål og en målgivende aflevering.

Goretzka kom til Bayern München fra Schalke 04 i sommeren 2018.

Som følge af coronakrisen har Bayern-spillerne ifølge flere medier tilbudt at gå ned i løn, indtil sæsonen er ovre.