Kevin Keegan dirigerede, og Alan Shearer bombede i storhedstiden.

Nu er nedturen total for Newcastle United, der onsdag aften måtte se nedrykningen fra Premier League i øjnene. Her får du 10 brændpunkter fra de seneste 20 år med Newcastle United.

Foto: OWEN HUMPHREYS
Vis mere

Det missede mesterskab
En blanding af begejstring og bitterhed med tryk på det sidste. Sådan vil Newcastle-fans se tilbage på sæsonen 1995/96, der blev den bedste siden klubbens seneste mesterskab i 1927(!). Men sluttede hjerteskærende. Tankcenterforward Les Ferdinand brugte skiftevis låget og tordenstøvlen til at høvle bolde i kassen, mens veteranen Peter Beardsley luntede rundt med playmobil-frisuren og stod for kreativiteten. Med manager Kevin Keegan på trænerbænken. I januar ’96 førte suveræne Newcastle ligaen med 12 point, men så gik det galt. Peter Schmeichel og Manchester United ramte formen, mens Newcastle gjorde det modsatte. Og så måtte ’The Magpies’ håbe, at Manchester United ville snuble på sidste spilledag mod Middlesbrough, mens de selv vandt over Tottenham. Begge dele kiksede, og så endte de i tårer over et forspildt engelsk mesterskab.

Foto: PAUL BATES
Vis mere

Alan Shearer
Newcastle var på den anden ende, da klubben før 96/97-sæson kunne præsentere de seneste to sæsoners Premier League-topscorer. Alan Shearer havde i 1995 ført Blackburn til et sensationelt mesterskab og gjorde kun begejstringen større, da han efter sit rekordskifte for 15 millioner pund udtalte, at han havde valgt sin barndomsklub foran Manchester United. Han blev en bragende succes fra dag et. Signaturfejringen med den strakte arm i vejret kunne opleves kamp efter kamp og sikrede Alan Shearer topscorerprisen i Premier League for tredje år i træk, da Newcastle blev toer i ligaen for andet år i træk. Siden fulgte et par sløje år i ligaen inklusive to tabte FA Cup-finaler, inden Newcastle med Shearer som det farligste våben høstede placeringer i top fire og Champions League-deltagelse. Alan Shearer scorede i alt 206 mål for Newcastle i 406 kampe på tværs af turneringer.

Foto: NIKOLA SOLIC
Vis mere

Stjerneparaden
De seneste år har svingdøren været flittigt brugt af ukendte franskmænd med tvivlsom kvalitet. Men de seneste 20 år har også budt på en parade af profilerede topspillere i den zebrastribede trikot. Her er et udpluk: Peter Beardsley, David Ginola, Gary Speed, Michael Owen, Shay Given, Philippe Albert, Alan Shearer, Les Ferdinand, Faustino Asprilla (billedet) , Nolberto Solano, John Barnes, Nicky Butt, Alan Smith og David Batty.

Foto: DAN CHUNG
Vis mere

Fyringsfesten
Glem det aarhusianske galehus. Siden Kevin Keegans femårige regeringstid fra 1992-1997 er managerkontoret blevet ryddet i tide og utide. Tålmodighed? Nej tak. Ikke i Newcastle. I 1997 blev afløste den ene Liverpool-legende den anden, da Kenny Dalglish tog over fra Keegan midt i sæsonen. Han sikrede en andenplads samme år, men så sit hold ende på en 13. plads året efter. Kort efter blev han sparket ud, og så kom der fart i trænerkarrusellen, der fik deltagelse af Ruud Gullit (billedet) og Steve Clarke de følgende år. Siden fulgte fem års stabilitet under Sir Bobby Robson, der sikrede Champions League-deltagelser, inden karrusellen fik endnu et voldsomt skub. Fra 2004-2016 er managerposten skiftet ud yderligere 15(!) gange.

Foto: Lee Smith
Vis mere

Hadet til ejeren
At der hersker kaos i Newcastle falder i høj grad tilbage på klubbens ejer Mike Ashley. I 2007 overtog den stenrige forretningsmand aktiemajoriteten i klubben, men det skulle han nok aldrig have gjort. Hverken i hans egne eller fansenes øjne. Et bittert brud med det tilbagevendte klubikon Kevin Keegan, den efterfølgende nedrykning i 2009 og senere fyringen af tilbagevendte Chris Hughton er blandt de hændelser, der har vendt fansene mod den upopulære klubejer.

Foto: Lee Smith
Vis mere

Nedrykningen
Nedturen var total, da Newcastle i maj 2009 måtte se nedrykningen i øjnene. For første gang siden klubben landede i Premier League i 1993. Det startede med Kevin Keegans overraskende aftrædelse som følge af utilfredshed med ledelsens indblanding i hans transferplaner. Det skabte en kaotisk sæsonstart, som hverken Chris Hughton eller Joe Kinnear kunne vende. I et forsøg på en feberredning blev helten Alan Shearer hyret ind. Men ak. Klublegenden endte ironisk nok med at føre Newcastle ned i Championship.

Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Opturen
Det kom som et chok, da Chris Hughton efter oprykningen til Premier League i december 2010 blev verfet væk og erstattet af Alan Pardew (billedet). Fansene rasede, men de fik hurtigt noget at glæde sig over. For under Alan Pardew kom den længe ventede optur, der undervejs bød på et af Premier League-historiens vildeste comebacks nogensinde. Bagud 0-4 mod Arsenal scorede Newcastle fire gange i anden halvleg og sikrede dermed vild ekstase på St. James’ Park. Sæsonen endte med en 12. plads og året efter en femteplads og kvalifikation til Europa League, der gav Alan Pardew hæderen som årets manager i Premier League.

Foto: PHILIP BROWN
Vis mere

Pardews farvel
Selvom Alan Pardew undervejs underskrev en otte-årig kontrakt, varede kærligheden ikke ved. 2013 blev en dans med nedrykningsstregen, og selvom katastrofen blev afværget var fansenes modstand mod Alan Pardew og Mike Ashley massiv. Til sæsonens sidste hjemmekamp levede tilhængerne en regulær smædekampagne mod duoen. Et halvt år efter havde Alan Pardew fået nok. Omkring nytår skiftede han til Crystal Palace og blev erstattet af John Carver.

Foto: Jason Cairnduff
Vis mere

Nede igen
John Carver afværgede Newcastle for nedrykningen i 2015, men måtte til den nye sæson vige pladsen for den tidligere engelske landstræner Steve McLaren. Spillere som Georginio Wijnaldum og Aleksandar Mitrović blev hentet ind, men da sejren udeblev i sæsonens første otte ligakampe, blev det fra start en overlevelseskamp for Steve McLaren og Newcastle. Det blev en massiv nedtur, som end ikke Rafael Benitez (billedet) kunne stoppe, da han erstattede McLaren i marts. Da ærkerivalen Sunderland onsdag besejrede Everton, blev håbet slukket. Newcastle ryger igen ud af Premier League.

Foto: Andrew Boyers
Vis mere

Hvad nu?
Med indkøb for 80 millioner pund i denne sæson er Newcastle det dyreste hold nogensinde, der rykker ud af Premier League. Det rimer ikke på anden klasse. Nu venter en udrensning af spillere, der meget vel kan inkludere navne som Jonjo Shelvey (billedet), Gini Wijnaldum, Papiss Cisse, Jack Colback, Moussa Sissoko, Daryl Janmaat. Og hvad med manager Rafael Benitez? For et halvt år siden stod han i spidsen for Real Madrid. Er han klar til at møde Rotherham i den kommende sæson?