Du er ikke i tvivl om, hvad han mener. Han siger det direkte, kontant, hårdt – kompromisløst.

I øjeblikket flyver Aarhus' helt store stolthed højt. Rigtig højt. Guldet er for første gang i 40 år en reel mulighed for aarhusianerne. 

Og i centrum for den vilde forvandling, klubben har gennemgået de seneste mange år, står AGF-direktør, Jacob Nielsen. 

For siden han kom til Aarhus, der rodede rundt i 1. division i 2014, har udviklingen været massiv. 

Efter at have gjort Randers FC til en vaskeægte Superliga-succes med sportslig og økonomisk værdi, har han været med til at gøre præcis det samme i det, der tidligere blev kaldt et galehus. 

For mange peger nemlig på, at det er Nielsen, der har været med til at drive AGF frem til at være en bæredygtig succes. 

Jacob Nielsen helt tilbage i 2003 som Randers-direktør. Siden kom både et nyt stort stadion og Superliga-succes til under hans vinger. 
Jacob Nielsen helt tilbage i 2003 som Randers-direktør. Siden kom både et nyt stort stadion og Superliga-succes til under hans vinger.  FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Og som nu kan kalde sig mesterskabsbejler med et nyt stadion lige om hjørnet. 

Ord som passion og drivkraft går i hvert fald igen, når B.T. taler med dem, der har arbejdet tæt på AGF-bossen.

Men det er langtfra nogen hemmelighed, at Nielsen ofte har været kendt for sit iltre temperament.

Raseriet har altid været en tro følgesvend for AGF-direktøren. En del af ham. 

Fra sager om sammenstød med AGF-spilleren Jens Jønsson til en oprykningsfest til offentlige skideballer af spillertruppen.

Men et enigt kor gentager igen og igen: Jacob Nielsens evner som direktør rækker til langt mere end Danmark. 

Det mener klubbens tidligere sportschef Stig-Inge Bjørnebye, der var i klubben fra 2021 til 2025, i hvert fald. 

»Han har kapaciteten til at tage et job i Bayern München eller Liverpool i morgen. Jeg tror ikke, han vil gøre det, men det kunne han sagtens. Det er bare min holdning,« siger han til B.T. 

Direktør Jacob Nielsen hilser på AGFs fans efter superligakampen mellem AGF og FC Midtjylland i Ceres Park i Aarhus fredag den 19. juli 2024
Direktør Jacob Nielsen hilser på AGFs fans efter superligakampen mellem AGF og FC Midtjylland i Ceres Park i Aarhus fredag den 19. juli 2024 FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nordmanden arbejdede utroligt tæt med Jacob Nielsen gennem alle sine år i AGF. Han kalder ham 'inspirerende,' men han gør det også klart, at man skal kunne matche Nielsen, hvis man skal holde i længden. 

»Han har et enormt drive og en enorm kapacitet. Han sætter nogle høje standarder for organisationen, og man skal have et højt drive og høje ambitioner, hvis man vil arbejde med ham. Men det hører sig også til i topfodbold,« lyder det fra Bjørnebye. 

»Klubben er jo et helt vildt sted i forhold til, da han kom dertil,« tilføjer han.

Hver morgen, når Jacob Nielsen var på vej fra den daværende bopæl i Randers til jobbet i Aarhus, ringede han og Bjørnebye sammen i bilen for at diskutere dagens gøremål.

Også på daglig basis kunne man mærke Nielsens utålmodighed omkring stilstand.

»Han vil rykke klubben hver dag. Noget skal rykkes hver dag. Og det præger jo hele organisationen. Jeg tror, han hader, når ting står stille. Det skal fremad. I Jacobs verden skal alt ske nu, men han forstår også, når man bygger noget, der peger fremad,« siger Bjørnebye og tilføjer: 

»Jacob er utålmodig, men det er også godt, for det driver organisationen fremad. Han har en god kombination af at være hård i forhold til fremdriften, men han har også et godt humør, god humor og god energi. Han er på mange måder en forbilledlig direktør for en fodboldklub.«

En af dem, der har også har arbejdet helt tæt med Jacob Nielsen, er tidligere AGF-træner Glen Riddersholm, der var i klubben fra 2016 til 2017. 

Jacob Nielsen og Bjørnebye i samtale i 2022. 
Jacob Nielsen og Bjørnebye i samtale i 2022.  FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han kalder Nielsen for »perfekt scoutet til klubben med sit drive og arbejdsraseri«.

Men Riddersholm skulle også omstille sig til en anden måde at gøre tingene på. 

»I min tid forsøgte Jacob at involvere sig i alle dele af klubben. Det var meget anderledes end det, jeg var vant til. Som cheftræner var det en helt ny erfaring,« siger han til B.T. 

Riddersholm peger på, at udviklingen i klubben har været massiv på og uden for banen, siden han stoppede. Fra faciliteterne til udtrykket udadtil i medierne.

Kontinuiteten på ledende poster som formand Lars Fournais, bestyrelsen og hos direktør Jacob Nielsen har været med til at skabe et mere strømlinet AGF. 

Til det bedre.

»Jacob har en kæmpe aktie i den udvikling, der er sket i Aarhus og AGF,« lyder det fra Riddersholm, inden han fortsætter: 

»I min tid udtalte alle sig om det sportslige, det var ikke kun cheftræneren og sportschefen. Der var der noget godt i, men det skaber ikke meget tydelighed og klarhed.«

»Nu virker det til at være en klub meget mere i sync, meget mere i harmoni. De har lært virkelig meget. Passionen og drivkraften er fantastisk, men den skal også kontrolleres og styres i den rigtige retning.« 

For det var ikke altid, at ham og Nielsen var enige. 

Som da AGF havde manglende succes på banen i november 2016, og Jacob Nielsen gik i medierne med en kraftig opsang til truppen inden en udekamp mod AC Horsens.

»Vi tog heldigvis til Horsens og vandt 5-1, og det er sagt med et stort glimt i øjet, men jeg er sikker på, at Jacob mente, at vi vandt 5-1, fordi han var ude i medierne inden,« « siger Riddersholm og tilføjer:

Glen Riddersholm og Jacob Nielsen i de fælles AGF-dage. 
Glen Riddersholm og Jacob Nielsen i de fælles AGF-dage.  Henning Bagger/Ritzau Scanpix

»Det er dér, hvor jeg er overbevist om, at det slet ikke var tilfældet. Det var hans holdning, og det respekterer jeg. Der har jeg bare en anden. Det ser du ikke i dag, for der er meget mere ro i klubben.«

Han uddyber: 

»Jacob er en karismatisk figur, og det kan jeg godt lide. Det var ikke noget nyt at ramme ind i for mig. Det havde jeg prøvet i FC Midtjylland. Det var ikke en, jeg frygtede, og jeg har respekt for Jacob.« 

»Han kan være en, der giver mere, end han tager. Men han kan også tage mere, end han giver. Der synes jeg jo, man skal holde tingene internt, hvor han nogle gange tog det eksternt. Og det er fair nok. Det havde vi nogle konstruktive snakke om.«

»Vores styrke er nogle gange vores svaghed. Og omvendt. Sådan er det med alle mennesker inklusive mig selv. Jacobs passion og vilje til at ville kan nogle gange overskygge i situationer, hvor det tager over.«

»Jeg tror, at man modnes i takt med alderen generelt her i livet. Man bliver ældre, man bliver bedre til at vælge, hvilke kampe man skal tage og ikke skal tage. Det kan jeg da selv mærke. Det er en naturlig udvikling, og det er – set udefra – det, jeg ser i AGF nu udadtil.«

Foruden økonomien og det kommende nye stadion har klubben lige nu stor sportslig succes.

Man har stadig chancen for et historisk mesterskab. 

For nu tør man tro på tingene i Aarhus. 

En tro, der ikke var der bare for fem år siden, siger tidligere sportschef Stig-Inge Bjørnebye:

»De er gået fra tvivlende til troende. Jeg kom til en klub med en masse tvivl om, hvorvidt vi kunne være konkurrencedygtige.« 

»Under Jacobs ledelse har det hele tiden handlet om, at man skulle strække sig så langt som overhovedet muligt. Og det handler jo ofte om budgetter i forhold til de andre klubber som FC Midtjylland, FCK og Brøndby. Men det handler også om at konkurrere på kultur.« 

»Det var mit mantra, og der tror jeg, vi spillede godt sammen, for han kørte et helvedes løb for at få en konkurrencedygtig økonomi, der var bæredygtig, mens jeg arbejdede med kulturen,« afslutter Bjørnebye. 

Med ansættelsen af Carsten V. Jensen som fodbolddirektør i 2025 er Jacob Nielsen endda trådt et skridt længere væk fra fodbolddelen i AGF for at hellige sig det nye stadion og klubbens økonomi.

Men arbejdsraseriet er det samme. 

Det arbejdsraseri, der er godt nok til Liverpool eller Bayern München. 

B.T. Fodbold

I dag zoomer panelet ind på AGF's grusomme skæbne i Herning. Og hvad med Arsenals guld-gummiben? Panelet kommer også ind på Victor Froholdts fremtid. Og så tales der om guilty Superliga-pleasures. Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producere: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.