Stig Tøfting har levet et liv som meget få andre.

Han har været et stort fodboldtalent, landsholdsspiller og tv-ekspert, men han har også udgivet en bog, siddet i fængsel og oplevet en række personlige tragedier.

Det vilde liv udmønter sig nu endda i en teaterforestilling om den 52-årige aarhusianer, og i den forbindelse sætter Stig Tøfting ord på nogle af de traumatiske hændelser, han har været igennem.

Det fortæller den tidligere fodboldspiller til Her&Nu.

Længe var det en hemmelighed, at han som kun 13-årig mistede sine forældre.

En skæbnesvanger dag valgte den unge drengs far at skyde moren, inden han tog sit eget liv. Og det var teenagedrengen, som fandt sine døde forældre i eget hjem.

Den historie gemte han længe på, så han også kunne skåne sine egne døtre. Derfor kom den først frem i lyset i 2005, da Stig Tøfting udgav selvbiografien 'No Regrets'.

»På den måde kunne jeg få fortalt hele sandheden, så jeg ikke skulle læse om gisninger baseret på rygter,« fortæller Tøfting om at dele historien i sin bog.

Men det er ikke den eneste gang, at den tidligere fodboldspiller har mistet nogen, han havde kær.

Han oplevede også at miste sin søn, Jon, der kun blev en måned gammel. Han døde af meningitis i 2003.

»Jeg kommer mig aldrig helt over at have mistet mine forældre og et barn, men jeg har lært at leve med det,« siger Tøfting, der også forklarer, at han »er kommet videre«.

Teaterforestillingen 'No Regrets', som bygger på bogen af samme navn, får premiere på Teatret Svalegangen i Aarhus lørdag 26. marts.

Stykket har Morten Kjær i rollen som Stig Tøfting. Dirch Passers barnebarn, Mathilde Passer, medvirker også i stykket.