Manchester Citys stjernespiller Bernardo Silva beskyldes for racisme og risikerer op til seks spilledages karantæne.

Racismeanklagen går på et tweet, som den portugisiske kantspiller lavede for en uge siden i et forsøg på at lave venskabeligt sjov med holdkammeraten Benjamin Mendy.

Tweetet indeholder et splitbillede med Benjamin Mendy som ung på den ene side, mens der på den anden side er en maskot for chokoladeproduktet Conguitos.

Dette tweet er nu slettet, men inden da har flere gemt det, og det går sin gang på Twitter, ligesom sagen er blevet taget op af det engelske fodboldforbund, FA.

Nu blander en af Bernado Silvas holdkammerater sig i sagen i kraft af Raheem Sterling, der ofte har blandet sig - og været en ulykkelig hovedrolleindehaver - i sager om racisme i fodboldverdenen.

Sterling mener ikke, at man kan kalde Bernardo Silvas tweet for racistisk, fordi han ikke refererer til hudfarve. Det fortæller han til Sky Sports.

»Jeg kan godt forstå, at nogle kan føle sig trådt over tæerne, men mit syn på sagen er, at Bernardo (Silva, red.) forsøger at lave en joke til sin ven,« siger Raheem Sterling og fortsætter:

»Han refererer ikke til hudfarve, han sammenligner ikke deres læber, det går på, at de begge to har små hoveder. For mig er det vigtigste, at det ikke handler om hudfarve,« siger Sterling.

Bernardo Silva og Benjamin Mendy under træning i Monaco.
Bernardo Silva og Benjamin Mendy under træning i Monaco. Foto: Eric Gaillard
Vis mere

Den engelske landsholdsspiller fortæller desuden, at Bernardo Silva er ked af situationen:

»Bernardo er meget ked af det. Han har ikke gjort noget forkert, som jeg ser det, men på samme tid kan jeg godt se, hvorfor folk misforstår det, og vi skal tænke os bedre om, når vi laver noget på de sociale medier.«

Ifølge Sky Sports kan Bernardo Silva risikere op til seks spilledages karantæne som følge af tweetet.

Både Bernardo Silva og Benjamin Mendy kom til Manchester City fra franske Monaco.