Det ligner mere og mere en sommer med dansk EM-deltagelse, når kalenderen skriver 2020.

Det danske landshold har ikke blot været knivskarpe på det seneste, men med 2-1-sejren over Wales fredag aften kunne det danske landshold fejre, at de fik en ekstra livline i kampen om en EM-billet.

Danmark satte sig nemlig på førstepladsen i sin gruppe i 'Liga B'.

Og det betyder altså, at Danmark får en ekstra mulighed for at kvalificere sig til EM, skulle den almindelige EM-kvalifikation glippe. De fire gruppevindere i de forskellige ligaer får alle en plads i en play-off-runde, der giver adgang til slutrunden.

Men sejren i gruppen betyder også, at Danmark ved næste Nations League-turnering i sæsonen 2020-21 skal spille i rækken over eksempelvis Tyskland, Polen og Island, der begge er rykket ned fra 'Liga A' til 'Liga B'.

I stedet kommer de mulige modstandere til at hedde Belgien, Frankrig, Holland, Portugal, Italien og Spanien for at nævne de største. Det betyder sandsynligvis flere billetindtægter til DBU, som kan investeres i breddefodbolden.

Gruppesejren gav også DBU en præmiesum fra UEFA på 1,5 millioner euro, svarende til 11,2 millioner kroner, der på samme måde kommer breddefodbolden til gavn, har DBU allerede sagt.

Den almindelige EM-kvalifikation starter 21. marts 2019, og de forskellige grupper er stadig ikke inddelt. Derfor er det stadig for tidligt at spå om Danmarks EM-chancer.

Sikkert er det dog, at Åge Hareide og de danske spillere ikke har spændt ben for sig selv ved at sætte både Wales og Irland til vægs i den meget omdiskuterede Nations League, der kan vise sig yderst værdifuld.