Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen kom torsdag aften frem til en midlertidig aftale, og dermed er det kongerigets bedste spillere, der træder på banen søndag mod Wales. Men aftalen er kun midlertidig, og mange spørger sig selv, hvorfor det er kommet så vidt.
B.T. har været i kontakt med flere centrale kilder og tager dig her med ind i forhandlingslokalet. Vi giver dig et indblik i, hvad der er op og ned, og forklarer, hvorfor en aftale fra 2015 er den helt store årsag til landsholdskonflikten.
Spillerforeningens direktør Mads Øland går ind ad døren. Vi befinder os i januar 2015, og en ny landsholdsaftale skal nu forhandles. På den modsatte side af bordet sidder DBUs administrerende direktør Claus Bretton-Meyer og DBU-formanden Jesper Møller.
Det er Spillerforeningens Mads Øland, der styrer showet, og som kører hårdt på i forhandlingerne. Det har han faktisk prøvet på at gøre lige siden sin indtræden i midt-90’erne, og hans kompromisløshed har aldrig været til at tage fejl af.
Men der er noget, der er anderledes. Tidligere hed DBU-bossen Jim Stjerne Hansen, og han havde et godt forhold til de danske landsholdsspillere. Det gjorde livet lettere for unionen, der kunne gå uden om Øland og direkte til spillerne, når en aftale skulle på plads.
Men historien er en helt anden, nu hvor direktøren hedder Claus Bretton-Meyer. Han er bestemt ikke lige så populær hos landsholdsstjernerne. Det er han blandt andet ikke, fordi han i november 2013 gjorde sig noget uheldigt bemærket i et interview.
Her fortalte han til Politiken, at ‘alle kan fyres’, og gjorde det dermed klart, at det også gjaldt landstræner Morten Olsen. På det tidspunkt havde Bretton-Meyer intet begreb om, hvor meget respekt Morten Olsen nød hos spillerne, og de ville altså ikke finde sig i, at den nye direktør skulle komme med sådan en trussel.
Dermed var luften mellem bossen og spillerne iskold, og det blev Mads Ølands store chance. Nu var der ikke længere mulighed for at lave en aftale uden om ham, og det gav ham frit mandat til at forhandle. Omend ordet ‘forhandle’ måske er så meget sagt.
Ufravigelige krav
Mads Øland har nu sat sig ved bordet i lokalet, og med sig har han et par krav på blokken. Men det er ikke blot krav. Det er ufravigelige krav, der giver langt mere magt til Spillerforeningen.
Dermed var Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller presset. Både fordi de undervurderede, hvilken størrelse de havde med at gøre i Mads Øland, men også på grund af tiden. Forhandlingerne stod nemlig stille, og pludselig hed den marts måned.
Inden længe stod den på landsholdskampe mod USA og Frankrig, og det gav DBU sved på panden - de ville for alt i verden undgå, at det endte med at få sportslige konsekvenser, fordi de ikke kunne blive enige. En løsning skulle derfor findes.
Få dage inden venskabskampen mod USA skete det så. Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller fandt deres kuglepen frem og skrev under, mens Mads Øland på den anden side af bordet havde god grund til at smile.
Mod anbefalingerne
På et pressemøde kunne DBU godt nok glædeligt fortælle, at man var nået i mål, og at forbundet havde opnået en besparelse på 17 procent svarende til cirka tre millioner kroner, hvor spillerne blandt andet fik en mindre bonus.
Hvad de ikke fortalte var, at aftalen faktisk var en katastrofe for DBU. Godt nok havde de fået besparelsen, men aftalen var alligevel et kæmpe nederlag for Dansk Boldspil-Union.
Inden aftalen blev underskrevet fik Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer nemlig klar besked fra både DBUs kommercielle direktør Katja Moesgaard og forbundets daværende jurist Thomas Jønsson:
De måtte under ingen omstændigheder skrive under på det forslag, der var kommet fra Mads Øland. Gjorde de det, afskrev de nemlig et hav af DBUs rettigheder til Spillerforeningen, der dermed ville få utrolig meget magt for den daglige drift af landsholdet.
Men de anbefalinger ignorerede de to DBU-bosser. De var desperate for at komme i mål med en aftale, og Mads Øland havde ikke tænkt sig at rykke en centimeter på sine krav. Det vidste de nu, og dermed kom kontrakten fra helvede på plads.
Gigantisk selvmål
Endnu værre blev det så i 2016, da det viste sig, at aftalen ikke var strikket ordentligt sammen, og der derfor var forskellige tolkninger af, hvad man egentlig havde skrevet under på. Det endte i en voldgiftssag, hvor DBU tabte og måtte af med cirka tre millioner kroner - så var den besparelse, man ellers havde skaffet sig i aftalen, også væk.
Det er derfor, at Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen står, hvor de gør den i dag. DBU vil ikke røre den gamle aftale med en ildtang, fordi Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer indkasserede et gigantisk selvmål ved at skrive under i 2015.
Omvendt vil Mads Øland og Spillerforeningen ikke pludselig lande en aftale, der er dårligere end sidste gang.
Det var dyre lærepenge i 2015. Nu er spørgsmålet så bare, om DBU faktisk har lært noget.
Danmark møder Wales i Nations League søndag klokken 18.00.
