Jens Jakob Thomasen blev skiftet ind og scorede sejrsmålet, da OB sendte Fremad Amager ud af DBU Pokalen.

København. Nummer ni i Alka Superligaen var ikke helt uventet lidt stærkere end nummer otte i 1. division, da OB torsdag aften var på besøg hos Fremad Amager i tredje runde af DBU Pokalen, pokalturneringen i fodbold.

Men det krævede en meget flot scoring af OB's Jens Jakob Thomasen fire minutter før tid, før OB kunne besejre Fremad Amager med 3-2 på udebane.

Jens Jakob Thomasen var kommet på banen cirka ti minutter før sin scoring, hvor han tog et par træk og sendte bolden højt og flot i mål med et indadskruet skud.

Fremad Amagers Anders Kaagh havde ellers fået udlignet til 2-2 umiddelbart forinden, men der blev altså ingen forlængelse.

Nicklas Helenius gav OB en fremragende start på kampen efter ni minutter.

Den tidligere AaB-angriber sendte et frispark direkte i mål til en 1-0-føring til det gæstende hold.

Fremad Amager havde den tidligere topscorer i Alka Superligaen Morten Nordstrand med fra start.

Efter 26 minutter var den forhenværende landsholdsspiller ved at komme på skudhold, men bolden blev sparket væk, lige inden han skulle afslutte.

Lige før pausen var der dog ingen, der kunne forhindre 34-årige Morten Nordstrand i at komme på skudhold. Og så viste han den målfarlighed, der for ti år siden fik ham solgt fra FC Nordsjælland til FC København for et stort millionbeløb.

Den nu gråhårede veteran viste tidligere tiders træfsikkerhed, da han fik bolden med efter en god aflevering og udplacerede Thomas Mikkelsen i OB's mål.

Stillingen var således 1-1 ved pausen, og håbet om en pokaloverraskelse lurede i Sundby Idrætspark.

Efter en lille times spil bankede OB's Mathias Greve bolden i mål til 2-1, efter at Nicklas Helenius havde vundet en hovedstødsduel tæt ved baglinjen.

Få minutter senere fik Morten Nordstrand en mulighed på hovedstød, men Thomas Mikkelsen fik afværget.

Fem minutter før tid fulgte den eksplosive afslutning, hvor Anders Kaagh først udlignede, inden Jens Jakob Thomasen altså blev helten for OB.

/ritzau/