Den spanske forretningsmand Enrique Riquelme gør klar til kamp mod Florentino Perez ved det kommende præsidentvalg i Real Madrid.

Lørdag meddeler Riquelme formelt, at han stiller op som modkandidat, skriver nyhedsbureauet AFP.

Florentino Perez har siddet tungt på posten siden 2009 uden modkandidater, men nu er der lagt op til konkurrence.

- I dag (lørdag, red.) er en meget vigtig dag for Real Madrid. Efter 20 år får folk mulighed for at stemme, siger Riquelme.

Hvis Real Madrids valgkomité godkender Riquelmes kandidatur, går valgkampen i gang. Selve valget ventes at blive afholdt omkring to uger senere.

Den 37-årige spanier, som arbejder med vedvarende energi, har reageret relativt hurtigt, efter at Perez uventet udskrev valg 12. maj.

Han er ifølge AFP den første, der udfordrer Perez ved et præsidentvalg i klubben siden 2004.

Den 79-årige Perez blev første gang valgt som Real-præsident i 2000, inden han trak sig seks år senere.

Han vendte tilbage i 2009 som den eneste kandidat og er siden blevet genvalgt uden modkandidater i 2013, 2017, 2021 og 2025.

Perez blev i januar 2025 genvalgt frem til 2029, men han har udskrevet valg for at imødekomme kritik efter to sæsoner uden trofæer.

- Jeg har truffet beslutningen på grund af en absurd situation, der er opstået for at skabe en bølge af meninger, der går imod Real Madrids interesser.

- Jeg vil af med denne anti-Madrid-kampagne, som har til formål at ødelægge Real Madrid, sagde Perez ifølge AFP i forbindelse med valgudskrivelsen.

Han opfordrede samtidig sine kritikere til at stille op.

/ritzau/