Var hudsultne nigerianske spillere den egentlige forklaring på historisk dansk VM-triumf?
Historien om Danmarks 4-1-nedsabling af de nigerianske VM-yndlinge ved verdensmesterskabet i Frankrig i 1998 får nu - her 22 år senere - tilført et nyt kapitel.
For der var en årsag til, at nigerianerne - der havde spillet drømmebold i gruppespillet - slet ikke kunne følge med brødrene Laudrup, Thomas Helveg, Martin Jørgensen og co. i 1/8-finalen.
Det afslører den tidligere nigerianske forsvarsstjerne Taribo West - ham med håret - nu.

Til mediet punchng.com fortæller han, at mange af de nigerianske spillere hyggede sig under dynerne med kvindelige fans natten før knald-eller-fald-kampen mod Danmark.
»Jeg har læst historier om, at Ørnene (det nigerianske landshold, red.) besøgte natklubber og kørte i limousiner under verdensmesterskaberne i Frankrig. Det ved jeg helt ærligt ikke noget om.«
»Men, hvad jeg ved, er, at en del af spillerne smuglede kvinder ind i vores landsholdslejr. Jeg så det selv,« lyder det fra Taribo West, der i dag er præst i Nigeria.
Han fortæller, at det drejede sig om afrikanske kvinder, der havde forelsket sig i holdet på grund 'Superørnenes' berusende præstationer i gruppekampene.

»Så det var let for disse spillere at lokke kvinderne med op på deres værelser.«
»Og det var derfor, at man på kampdagen kunne se, at mange af spillerne slet ikke havde kræfterne til at bremse de danske spillere. De var trætte efter at have arbejdet hele natten med kvinderne.«
»Jeg skreg ad dem inde på banen. Jeg var meget vred på dem. De gjorde det, fordi de var overbeviste om, at vi ville slå Danmark,« forklarer den tidligere Inter -og AC Milan-stjerne.
Nigeria var storfavoritter til at slå Danmark på Stade de France i Paris. Holdet havde imponeret stort i gruppekampene med sejre over Spanien og Paraguay. Mens danskerne havde hutlet sig igennem gruppespillet med en sejr, en uafgjort og et nederlag.

Men de afrikanske yndlinge kom allerede efter få minutter bagud, da Peter Møller kontant bankede kuglen ind bag målmand Peter Rufai efter fornemt forarbejde af Michael Laudrup. Et kvarter senere kunne Rufai ikke holde Møllers frisparksdrøn, og så kunne Brian Laudrup let score til 2-0.
I anden halvleg lukkede Ebbe Sand kampen med det historiske mål, hvor han sekunder efter at være blevet indskiftet scorede på Michael Laudrups geniale chip-aflevering.
Det udviklede sig til ren dansk legestue, da Martin Jørgensen servicerede bedste-kammeraten Thomas Helveg, som bragte Danmark på 4-0! Tijani Babangida fik til sidst lov at pynte på resultatet for nigerianerne.
Danmark røg - som alle ved - desværre ud i kvartfinalen efter et mindeværdigt 2-3-nederlag til de regerende verdensmestre fra Brasilien.


