Han var allerede på vej i studiet, men han blev hevet væk i sidste øjeblik.

For da den danske landsholdskomet Rasmus Højlund søndag aften var på vej til et TV 2-interview efter det chokerende nederlag til Kasakhstan, blev han bedt om at vende om af sin anfører Simon Kjær.

Han kunne nemlig se en tydelig frustreret dobbelt målscorer, der – ifølge landsholdsanføreren – havde brug for at køle af, inden han udtalte sig om nederlaget.

Men netop af den årsag gik TV 2 glip af det såkaldte flash-interview, der finder sted lige efter kampe, og som tv-stationen ellers betaler i dyre domme for at få som rettighedshavere.

Trods to mål af Rasmus Højlund måtte Danmark se sig slået af Kasakhstan.
Trods to mål af Rasmus Højlund måtte Danmark se sig slået af Kasakhstan. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og derfor ærgrer situationen da også Carsten Werge, der er fodboldredaktør på TV 2 Sport.

»Jeg tænker, det ikke er en optimal situation for os som redaktion, for vi vil jo gerne gøre tingene så godt som mulige,« lyder det som det første, da B.T. taler med ham dagen derpå.

»Der er jo en rettighedsmæssig ting i det, at de skal stille op til flash-interviews. Der er klare retningslinjer for det,« lyder det videre fra Werge.

Han kan dog godt forstå, at Simon Kjær hev den unge angriber med i omklædningsrummet, inden han skulle møde pressen:

Fodboldredaktør på TV 2 Sport, Carsten Werge.
Fodboldredaktør på TV 2 Sport, Carsten Werge. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er jo en anfører, der forsøger at beskytte en ung spiller, hvilket man egentlig godt kan forstå. Og vi fik jo også et interview med Rasmus Højlund senere, så det er, hvad der sker i kampens hede.«

På trods af en hurtig beslutning i 'kampens hede', forventer Carsten Werge dog, at det ikke kommer til at gentage sig fra hverken spillernes eller DBUs side.

»Vi regner med, at det her er et enkeltstående tilfælde, som er afstedkommet af noget frustration efter en dårlig præstation. På den længere bane tror vi ikke på, at det kommer til at ske igen. Det ville overraske mig,« forklarer han.

Men derfor skal TV 2-chefen da alligevel lige have et kammeratlig samtale med DBU.

»Jeg regner da med, at vi lige tager den med dem på et tidspunkt,« afslutter Carsten Werge.

Efter choknederlaget satte Rasmus Højlund ord på situationen, hvor Simon Kjær forhindrede ham i et interview med TV 2. Det kan du læse mere om HER.

B.T.s udsendte i Kasakhstan forsøgte søndag aften af få en kommentar fra DBU om episoden – dog uden held.

Danmark tabte søndagens kamp med 2-3 efter et sensationelt comeback af hjemmeholdet.