Den nu afdøde legendariske landstræner Sepp Piontek havde en helt særlig ære, som ikke er tilfaldet nogen andre i Danmark nogensinde:
Et guldkort til McDonald's.
Den legendariske fodboldtræner var nemlig den eneste i Danmark, der ejede det eksklusive kort, fordi han i 1988 indviede Danmarks første McDrive ved Rosengaardscenteret i Odense.
Det bekræfter McDonald's over for Altinget.
»Det havde rigtig stor betydning for os, og derfor fik han kortet, så han i resten af sit liv kunne spise gratis på McDonald's,« lød det fra Pia Tobberup tilbage i 2016 til Ekstra Bladet, som dengang fortalte, at Piontek dengang angiveligt stadig havde kortet.
Guldkortet, som giver gratis mad på McDonald's resten af livet, er så sjældent, at det kun er uddelt én enkelt gang i McDonald's 35-årige historie i Danmark.
Verden over har kun en håndfuld personer fået det eksklusive kort – heriblandt milliardærerne Bill Gates og Warren Buffett samt skuespilleren Rob Lowe.
Sepp Piontek gik bort onsdag efter kort sygdom. Han blev 85 år, oplyser familien til TV 2.

