Kvinder skal have samme forhold som mænd, når det gælder hoteller, fly og lignende. Sag om ligeløn udestår.

USA's kvindelandshold og Det Amerikanske Fodboldforbund (USSF) har indgået forlig i en langvarig sag om kønsdiskriminering.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Forliget handler om ulige arbejdsforhold i forhold til herrelandsholdet.

Konkret lægges der i forliget op til, at kvinderne skal have samme forhold som herrerne, når det handler om flytransport, hoteller, valg af stadion og ansatte omkring holdet.

Forliget betyder dog ikke, at der bliver udbetalt penge til kvindelandsholdet som kompensation, oplyser en kilde fra USSF til New York Times.

Begge parter udtrykker glæde efter aftalen.

Men den del af kvindelandsholdets sagsanlæg, som handler om ligeløn, er der ikke indgået aftale om.

Kvinderne har ifølge AP krævet over 66 millioner dollar svarende til over 400 millioner danske kroner som kompensation for ulige lønvilkår.

Det krav blev afvist ved en domstol i maj, men her ventes landsholdet at appellere.

- Vi er tilfredse med, at kvindelandsholdet har kæmpet for - og opnået - lige arbejdsvilkår, hvilket er på høje tid, siger landsholdets talskvinde Molly Levinson ifølge AP.

- Nu er vi opsatte på at appellere rettens beslutning, som ikke behandler det helt centrale faktum i sagen, at kvinderne er blevet betalt mindre end mændene.

Sagsanlægget har fået stor opmærksomhed.

USSF har tidligere argumenteret i retten med, at kvindelandsholdets arbejde ikke krævede de samme "færdigheder" som herrernes, og at de heller ikke havde det samme "ansvar".

Den argumentation har forbundet dog lagt bag sig.

- Det her er en god dag, siger Cindy Cone, en tidligere spiller, der i marts blev præsident for USSF, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg håber, at alle kan se, at vi er et nyt fodboldforbund. Aftalen om arbejdsforholdene var kun det første skridt.

Kvindelandsholdet vandt sidste år igen VM. Publikum råbte ifølge AP på ligeløn, mens spillerne fejrede sejren på banen i Frankrig.

/ritzau/