Senegals fodboldlandshold vandt i januar Africa Cup of Nations, men den titel er senegaleserne nu blevet frataget.

Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) har således taberdømt Senegal og kåret finalemodstanderen, Marokko, til afrikansk mester.

Det fremgår af CAF's hjemmeside tirsdag aften.

Finalen blev skæmmet af ballade i slutningen af den ordinære spilletid ved stillingen 0-0.

Efter et VAR-tjek fik Marokko tilkendt et straffespark i de døende sekunder, og det fik Senegal til at udvandre.

Da kampen endelig kunne genoptages, blev straffesparket brændt, og i stedet afgjorde Senegal finalen i forlænget spilletid på Papa Gueyes drømmemål.

Siden har finalen været igennem en disciplinærsag, og i første omgang besluttede CAF's disciplinærudvalg, at Senegal kunne beholde sit trofæ.

Men Marokko appellerede, og CAF's appelinstans har nu ændret beslutningen.

De skandaløse scener udspillede sig som sagt i slutningen af finalen.

Senegaleserne var rasende, efter at Marokko fik straffespark, og i bedste Anja Andersen-stil endte landstræner Pape Bouna Thiaw med at få sine spillere til at udvandre. Samtidig forsøgte Senegals fans forgæves at forcere banderne for at komme ind på banen og demonstrere deres utilfredshed.

Stjernen Sadio Mané fik dessiner fra en official, og efterfølgende forsøgte han ihærdigt at få sine holdkammerater tilbage på banen.

Omkring 18 minutter efter straffedommen stod Brahim Díaz klar til at tage straffesparket, men i stedet for at sende tilskuerne i ekstase sendte han dem i kulkælderen med et patetisk forsøg på en "panenka".

Édouard Mendy blev stående og greb den svage afslutning, og i den forlængede spilletid afgjorde Senegal finalen.

Efter opgøret fortsatte skærmydslerne, og Senegals landstræner udvandrede fra et pressemøde på grund af buhråb.

Han fik senere fem spilledages karantæne, ligesom hans handlinger under kampen blev fordømt af præsidenten i Det Internationale Fodboldforbund, Gianni Infantino.

/ritzau/