I canadisk presse beskrives det som den største kamp i Vancouver Whitecaps' historie.
Lørdag aften møder Vancouver nemlig Lionel Messi og Inter Miami i finalen i den nordamerikanske fodboldliga MLS.
På sidelinjen for den canadiske fodboldklub står den danske cheftræner Jesper Sørensen. Det har den tidligere Brøndby-træner gjort siden januar.
- Selvfølgelig håber man altid på at gøre det godt og vinde trofæer, når man som træner bliver ansat i en ny klub. Jeg havde dog ikke så meget kendskab til ligaen, klubben og spillerne.
- Men i min karriere havde jeg slet ikke forventet, at jeg med Thomas Müller på mit hold skulle møde Lionel Messi i en finale, erkender Sørensen på pressemødet for finaledysten.
Som sæsonen er skredet frem, har danskeren indset, at hans mandskab "har kvaliteten til at drive det langt".
- Finalen er et bevis på, hvor godt klubben og spillerne har gjort det gennem hele sæsonen, siger han.
Stjernestøv er alt andet end en mangelvare, når Vancouver Whitecaps kæmper om MLS-trofæet mod Inter Miami.
Foruden den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder Messi er de tidligere Barcelona-stjerner Sergio Busquets, Jordi Alba og Luis Suárez også at finde i Miami-klubben.
På Vancouver-mandskabet kan Jesper Sørensen sætte det 36-årige Bayern München-koryfæ Thomas Müller på holdkortet.
Den rutinerede tysker har blandt meget andet to Champions League-titler, 13 tyske mesterskaber og et verdensmesterskab med Tyskland på cv'et.
På ruten til VM-titlen i 2014 og Champions League-trofæet i 2020 gik Müllers vej forbi netop Lionel Messi. Tyskland og Müller slog Messis Argentina med 1-0 i VM-finalen 2014, mens Bayern ydmygede Messi og Barcelona med 8-2 i CL-kvartfinalen for fem år siden.
- Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i disse kampe med mine tidligere klubber, så det har været sjovt. Men det er sådan set ligegyldigt i forhold lørdag. Det er en ny kamp, siger Thomas Müller.
I en sjælden medieoptræden har Lionel Messi givet sit besyv med på lørdagens finale, der spilles på Inter Miamis hjemmebane, Chase Stadium.
- Det føles spektakulært at stå i MLS-finalen sammen med Inter Miami. Så jeg er mest af alt glad. Vi spiller finalen på vores hjemmebane, og det er et plus, siger Lionel Messi til ESPN.
Jesper Sørensens Vancouver Whitecaps bookede finalepladsen med en sejr over San Diego FC, der i den grad også har dansk islæt. Anders Dreyer, Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen fik alle spilletid i 1-3-nederlaget.
Finalen sparkes i gang i Miami lørdag klokken 20.30 dansk tid.
/ritzau/Reuters
