Svenske Labinot Harbuzi, tidligere stortalent i Malmö FF, døde torsdag pludselig.

Den 32-årige tidligere U21-landsholdsspiller faldt om i sit hjem og døde senere på hospitalet.

Det var Labinot Harbuzis far, Ismet Harbuzi, der fandt sin bevidstløse søn torsdag formiddag. 

»Jeg og min kone var til stede, da det skete,« siger Ismet Harbuzi til Expressen.

Vis mere

Han fortæller, at han og hans kone forsøgte at få liv i sin søn igen ved at udøve hjertemassage, mens de ventede på en ambulance.

»Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det lige nu....men vi ringede efter en ambulance og hjalp til. Siden tog vi sammen af sted i ambulancen.«

På hospitalet stod det dog klart, at Labinot Harbuzis liv ikke stod til at redde. En ufattelig tragedie for familien.

»Det er uvirkeligt. Det er svært at beskrive. Det gør ondt. Vi får meget støtte - af familie og venner,« fortæller Ismet Harbuzi, der også fortæller, at sønnen ikke havde vist nogle bekymrende tegn inden hjertestoppet.

»Han havde det godt.«

Labino Harbuzi var et af de helt store håb i svenske fodbold i starten af 00'erne, og allerede som 15-årig skiftede han fra Malmö FF til den hollandske storklub Feyenoord. Her havde tæt kontakt til stjernen Zlatan Ibrahimovic, der blev en slags rådgiver for den unge svensker.

En håndfuld år senere vendte den teknisk begavede midtbanespiller dog tilbage til Malmö, hvor han slog igennem på klubbens Allsvenska-hold. I alt nåede han 44 kampe for de blåhvide, inden turen igen gik udlands. Denne gang til Tyrkiet, hvor han spillede for klubberne Gençlerbirliği og Manisaspor.

Siden 1. januar 2017 var han klubløs, men i et interview for nyligt insisterede han på, at karrieren ikke var ovre. Labinot Harbuzi nåede seks kampe for det svenske U21-landshold.