Liverpool-manager Jürgen Klopp har meddelt, at forsvarsspilleren Dejan Lovren vil være fraværende i op til tre uger grundet et bækkenproblem.

Den kroatiske landsholdsspiller har døjet med skaden det sidste års tid, hvor han spillede i alt 43 kampe for Liverpool.

Lovren havde ellers en forrygende sidste sæson, hvor han både nåede til Champions League-finalen med Liverpool og til VM-finalen med Kroatien for første gang i det unge lands historie.

Men på grund af de mange kampe har forsvarsspilleren nu brug for lidt ekstra tid til at restituere og komme sig over skaden end normalt.

»Han er ikke egnet til at spille. Lad mig sige det sådan. Sidste år havde han allerede småproblemer med det, men han kunne godt spille - og spillede rigtig godt,« siger Klopp til klubbens hjemmeside.

Foto: ANTONIO BRONIC
Vis mere

»Restitutionsdagene sidste sæson var tilstrækkelige, da det ikke var noget stort problem. Vi trænede ikke så meget i slutningen af sæsonen, selvfølgelig fordi vi mere eller mindre hele tiden spillede, og han spillede alle kampe. Ved VM spillede han så 120 minutter tre gange, hvilket gjorde det lidt værre, men jeg er temmeligt sikker på, at det vil gå over om to eller tre uger. I mellemtiden kan han sikkert allerede træne, men ikke det fulde program, så det tager tid.«

Selv uden Lovren lykkedes det Liverpool at få en god start på Premier League-sæsonen, da de knuste West Ham United med 4-0 på Anfield.

Denne artikel er leveret af ronaldo.com