Spørger man Thomas Frank, så overvejer Christian Eriksen kraftigt at forlænge sin aftale med Brentford.

Det måtte den danske Brentford-cheftræner understrege, da han fredag eftermiddag talte med den danske presse, der naturligvis havde ladt kanonerne med spørgsmål om den danske stjernespillers fremtid.

Efter at være kommet til London-klubben på en kort kontrakt i februar har Eriksen vist storspil med mål og oplæg, og de fire gange, han har været i startopstillingen, har Brentford vundet sine kampe – blandt andet mod Chelsea og West Ham fra toppen af rækken.

Sammenholdt med Eriksens strålende comeback på det danske landshold har det rejst spørgsmålet, om det overhovedet er realistisk, at Eriksen bliver hos Brentford. Den lille London-klub, der umiddelbart kæmper over sin vægtklasse – og derfor ofte sammenlignes med historien om humlebien, der ikke burde kunne flyve.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Jeg er positiv af natur og er et optimistisk menneske. Så jeg håber rigtig meget på det (at Eriksen vil forlænge, red.). Men det vigtigste er, at Christian tager den rette beslutning for sig selv og familien. Jeg ved, vi har noget at tilbyde, som han værdsætter,« siger Frank.

Den danske træner understreger, at Christian Eriksen er tiltrukket af at blive i Brentford, selv om den danske kreatør har en Champions League-finale, flere storklubber og et væld af internationale kampe på cv'et – noget af en kontrast til Premier League-oprykkeren, han er hos nu.

»Han er glad for at gå på arbejde hver dag, glad for at bidrage og være en del af et hold, og jeg kan ikke forestille mig, at han ikke har lyst til at fortsætte med det i Brentford. Jeg er bevidst om, at der ikke er nogen kontrakt, og der er andre klubber, der kan komme med bud.«

»Men jeg vil vende den om og sige: Jeg er slet ikke i tvivl om, at han overvejer det rigtig kraftigt (at blive i Brentford, red.). Det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi må se, om det ender med det,« siger Frank, som forventer, at der først kommer en afklaring om Eriksens fremtid ved slutningen på sæsonen.

Eriksen er over den seneste tid blevet sat i forbindelse med større og rigere Premier League-klubber som Manchester United, Newcastle og West Ham blandt andre.

Og mens Thomas Frank ikke vil ind på, om Brentford er klar til at sprænge banken for at sikre sig en forlængelse med Eriksen, så har han andet at lokke med.

»Der er flere ting, der spiller ind. Han har været ude for en situation, som de færreste vil opleve, og det kan være, det sætter tingene lidt i perspektiv.«

»Nogle af de små bokse, som vi tikker af her hos os, det er, at vi spiller Premier League, vi er i London, som betyder noget lavpraktisk for ham og familien, der er glad her, og han spiller på et hold, hvor han kan blende ind, og jeg tror, han sætter pris på, at der er en del skandinaver her.«

»Han har en god relation til cheftræneren, han kan få en stor og vigtig rolle her, hvor vi ser ud til at blive i Premier League i næste sæson, og det må være nogle af plusserne. Om det er nok, det må tiden vise.«

Christian Eriksens aftale med Brentford udløber efter sæsonen, og han har allerede nu mulighed for at skrive under med andre interesserede klubber.