Det varer ikke længe, før du får lov til at se mere til den danske fodboldlandstræner Åge Hareide i dit tv.

Den 64-årige nordmand kommer til at gå igen og igen på din tv-skærm, når herrelandsholdet om få dage tørner ud i de rød-hvide farver til VM i Rusland. Men Hareide skal nu også optræde i reklamer.

Åge Hareide har indgået et samarbejde med kosttilskuddet VitaePro, som han skal være ambassadør for. VitaePro offentliggør mandag samarbejdet, men B.T. kan allerede søndag bringe nyheden.

Det er første gang, at landstræneren indgår en personlig aftale som ambassadør. Tidligere har Hareide været tilknyttet sponsorer, men han har aldrig som enkeltperson stået frem og promoveret et produkt. Det ændrer sig nu, da hele familien er brugere af kosttilskuddet.

»Det er meget almindeligt at spise VitaePro i Norge. Det har det været i mange år. Min egen tante hævder, at hun slet ikke kan leve uden, og jeg spiser det naturligvis også. Jeg har selv brug for det for at kunne yde det, jeg skal,« siger Åge Hareide i den pressemeddelelse, der udkommer mandag.

Åge Hareide har sat sin underskift på sin første personlige ambassadør-aftale.
Åge Hareide har sat sin underskift på sin første personlige ambassadør-aftale. Foto: Rune Kongsro
Vis mere

Fælles fortid

Direktøren for NutraQ, koncernen bag VitaePro, Atle Strande, er selv sagt begejstret for samarbejdet med Åge Hareide.

»Når vi har et samarbejde med ambassadører, så er det vigtig for os, at det er ægte. Åge Hareide har haft stort kendskab til VitaePro længe, og flere i hans familie har brugt det gennem lang tid. Så det har været et naturligt valg,« fortæller Atle Strande til B.T.

Han afslører samtidig, at samarbejdet er kommet i stand via hans og Hareides fælles fortid.

»Jeg havde ham som træner i et par år (i Molde i 1987, red.), men min fodboldkarriere fadede lidt ud. Men det er lidt sjovt, og det var meget hyggeligt at møde ham igen,« fortæller Atle Strande.

Åge Hareide skal primært bruges som reklamesøjle i Danmark, men også i Norge og lidt i Sverige.