Når Paris Saint-Germain går på banen mod Inter lørdag aften, i jagten på klubbens største triumf nogensinde, har træner Luis Enrique formentlig en helt særlig person med i sine tanker. Datteren Xana.

For 10 år siden fejrede han sit hidtil eneste Champions League-trofæ som træner med hende på græsset i Berlin, da FC Barcelona slog Juventus. 

 Lørdag aften har han skiftet FC Barcelona ud med PSG, Berlin med München – og så er Xana ikke længere på denne jord.

I 2019 blev hun brutalt revet i døden af en kræftsygdom i knoglerne, og den voldsomme skæbne sætter Luis Enrique ord på i en rørende video. Du kan se klippet længere nede i artiklen.

Luis Enrique og Xana efter Champions League-finalen i 2015, hvor Barcelona slog Juventus.
Luis Enrique og Xana efter Champions League-finalen i 2015, hvor Barcelona slog Juventus. Michael Probst/AP/Ritzau Scanpix

Klippet stammer fra en Movistar-dokumentar, der portrætterer Luis Enrique, og hedder 'You Have No F****** Idea.'

»Kan jeg betragte mig selv som heldig eller uheldig? Jeg betragter mig selv som heldig. Meget heldig,« siger Luis Enrique i klippet.

»Min datter var i live i ni vidunderlige år, og vi har tusindvis af minder med hende, videoer og fantastiske ting.«

Stjernetræneren fortæller også, hvordan det var umuligt for hans mor at have billeder at sit barnebarn, der døde 29. august 2019.

»Mor, du er nødt til at have billeder af Xana. Xana er i live, ikke på et fysisk plan, men på et spirituelt plan, fordi vi taler om hende hver dag, vi griner, og vi husker,« fortæller Luis Enrique.

»Jeg tror, at Xana stadig ser os. Så mor, hvordan tror du, at jeg vil have, at Xana ser os gennemleve det her?«

Dengang i 2015 kunne han og Xana juble over en 3-1 sejr mod Juventus, da spillere som Lionel Messi, Andrés Iniesta og Neymar var på det stjernespækkede hold.

10 år senere er det med spillere som Vitinha, Désiré Doué og Ousmane Dembélé, at Luis Enrique nu er få meter fra at bestige det europæiske bjerg.

Og muligvis skabe endnu en mindeværdig aften for sig selv på den europæiske trone, som Xana kan kigge ned til fra stjernerne.

»Det er PSG, man taler om, det er PSG, der er favoritten. Fodboldsnakken går meget på, om det er nu, de skal hente det her trofæ, der har været målet siden 2011 (hvor klubben blev opkøbt af Qatar Sports Investment, red.),« siger Luna Christofi, der dækker Champions League for Viaplay.

Du kan følge finalen mellem PSG og Inter, der spilles i München, i B.T.s Liveblog. 

Kampen fløjtes i gang lørdag aften klokken 21.00.

B.T. Fodbold

B.T. Fodbold er podcasten til dig, der elsker Superligaen og landsholdet. I denne episode går panelet tæt på pokalfinalen og al det ballade, der omringede den. Transferluppen føres ned over Superligaens to hotteste spillere. Og så kigges der frem mod U21-EM. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Kokborg Producer: Lasse Vøge Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Husk, at skrive dig op til nyhedsbrevet her