»Gravgaard fortalte mig, hvordan han i et splitsekund var nervøs for, at dommeren skulle betragte hans indgreb som et angreb, og derfor ikke fik lukket hullet mellem dommeren og tilskueren, som tydeligvis ramte Fandel omkring halsregionen......
For 10 år siden skete en af de mest dramatiske og omtalte episoder i fodboldlandsholdets historie, den såkaldte 'Baneløber-sag', som fik et langt juridisk efterspil. Dengang sad DBUs daværende pressechef, Lars Berendt, lige ved siden af spillerbænken i juni 2007, da tiden pludselig stod stille i Parken.
Tirsdag udgav han sine erindringer, og i dette eksklusive uddrag fortæller han om de hektiske minutter under og efter episoden.
Det følger herunder:
Danmark-Sverige. Siden Første Verdenskrig har Sverige været den nation, Danmark har spillet suverænt flest landskampe mod. Svensker-landskampene var et fodboldmæssigt højdepunkt i årtierne før og efter Anden Verdenskrig - og et nationalt, kulturelt og politisk samlingspunkt under selve besættelsen.
Ved lodtrækningen til kvalifikationsturneringen til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i sommeren 2008 trak vi for første gang hinanden i en kvalifikationsgruppe.
Kampen mod Sverige i Parken lørdag den 2.juni 2007 var den første kamp mellem vores to hold siden 2-2-kampen i Porto tre år tidligere, og det var den mest efterspurgte kamp i adskillige år.
Optakten var forløbet perfekt. Stemningen var ekstatisk. Jeg havde endda overskud til at konstatere, at det var en usædvanlig smuk sommeraften. Alt pegede i retning af den perfekte fodboldoplevelse. Det ændrede sig allerede efter syv minutters spil.
Michael Gravgaard ramte bolden helt galt, da han med hovedet forsøgte at dirigere en tilbagelægning til målmand Thomas Sørensen.
Johan Elmander opfangede den gratis chance og sendte bolden ind mellem benene på Thomas til 0-1. Efter 23 minutter gjorde Petter Hansson det til 0-2 på et fantastisk frispark, der snittede Lars Jacobsen og prisgav Thomas Sørensen. Tre minutter senere scorede Elmander for anden gang, da han i en lidt heldig kopi af Ole Madsens ikoniske scoring 42 år tidligere og via Michael Gravgaard og Thomas Sørensen fik bolden lempet lige ind over stregen til 0-3 efter 26 minutter.
Der var ikke mange, der troede på, vi kom tilbage. Heller ikke mig. Jeg fik i frustration fortalt mine kolleger, at UEFA godt kunne ringe og spørge, om jeg kunne tage en tørn for dem under slutrunden året efter.
Efter 34 minutter var Daniel Agger med fremme og fandt netmaskerne bag Andreas Isaksson til 1-3. Peter Bonde foretog sin første udskiftning, da han sendte Leon Andreasen på banen i stedet for Jan Kristiansen.
I pausen instruerede han Nicklas Bendtner om at gøre sig klar til at erstatte Thomas Kahlenberg fra starten af anden halvleg. Jon Dahl Tomasson sendte et perfekt skud ind til reducering. 2-3 efter 62 minutter.
Minuttet efter foretog Peter endnu en offensiv satsning, da han skiftede Jesper Grønkjær ind i stedet for Daniel Jensen.
I det 76. minut sikrede Leon Andreasen forløsningen med udligningen. 3-3. Jon havde en stor mulighed for at vende kampen helt, men stillingen holdt. Indtil det sidste minut af den ordinære spilletid. Svenskerne spillede bolden rundt uden for det danske straffesparksfelt.
Næsten alles øjne var rettet mod bolden og spillet i retning væk fra det danske mål, men dommeren dømte et dansk frispark længere tilbage mod baglinjen. En svensk spiller gjorde dommeren opmærksom på, at linjedommeren markerede med flaget for en hændelse. Inde i feltet lå den svenske angriber Markus Rosenberg og holdt sig om maven.
Herbet Fandel løb over til sin linjedommer. Ikke mange andre end den årvågne linjedommer havde set, hvad der foregik i sekunderne inden.
De to konfererede i fem sekunder, hvorefter Fandel med hånden i baglommen med det røde kort løb ind mod midten. Dommeren viste Christian Poulsen kortet. Han fortsatte målrettet et par ekstra meter og pegede på straffesparkspletten.
Pludselig løb en tilskuer på banen i retning mod dommeren. Michael Gravgaard, som stod på den modsatte side af Fandel, så baneløberen, men lykkedes ikke helt med sin redningsaktion.
Senere fortalte Gravgaard mig, hvordan han i et splitsekund var nervøs for, at dommeren skulle betragte hans indgreb som et angreb, og derfor ikke fik lukket hullet mellem dommeren og tilskueren, som tydeligvis ramte Fandel omkring halsregionen.
Dommeren droppede gennemførelsen af straffesparket og trak i retning af spillertunnelen, hvor han cirka otte meter fra sidelinjen samlede sine assistenter. Efter 35 sekunders dialog de fire imellem signalerede Fandel med begge arme i retning af spilletunnelen. Hans beslutning var ikke entydig. Jeg ventede de få sekunder på, at han passerede sidelinjen, så jeg kunne få direkte information fra ham om beslutningen.
Fra organisationsmødet samme formiddag og forløbet op til kampens start vidste Fandel, jeg var hans kontaktperson til den producerende tv-station, til speakerrummet og dermed til tilskuerne.
Da han krydsede sidelinjen, tog han fat i min arm for at forklare, hvad der foregik. Vi blev adskilt af fjerdedommerens bord, men da vi ville fortsætte samtalen, blev vi ramt af plastikbægre med øl kastet fra tilskuerpladserne.
Fandel satte i løb for at undgå kasteskytset, jeg satte efter. Han havde overskud nok til at fortælle mig, at de gik i omklædningsrummet for at drøfte, om de skulle genoptage kampen.
Det var, som om verden stod stille. I et par sekunder lukkede jeg omgivelserne ude for at tænke rationelt. Der var ingen facitliste for det, vi skulle håndtere lige her og nu. Vi havde ingen sammenlignelig situation at trække på.
To landshold. 25.000 fans til fed 'Fodboldfest i Fælledparken'. 42.083 tilskuere på tribunerne. 1,2 millioner danske tv-seere. Og over det dobbelte antal seere i Sverige.
Mødet mellem dommerne og anførerne blev kort. Da anførerne kom ud fra den tyske dommerkvartets omklædningsrum, fortalte Jon, at dommeren havde besluttet, at kampen blev afbrudt.
Et minut og 30 sekunder efter dommeren sluttede mødet med anførerne, og 37 sekunder efter de første svenske spillere gik tilbage på banen, speakede Svend Frederiksen, at kampen var afbrudt, og at Danmark var dømt som taber. Meddelelsen kom på storskærmen otte sekunder efter, den blev bragt over højttalerne.
Vi måtte forholde os til tre separate krisesituationer: Sikkerhedsspørgsmålet i forbindelse med vores arrangøransvar og UEFAs efterfølgende sanktionering. Christian Poulsens rolle i episoden, UEFAs disciplinærstraf af ham og den deraf følgende efterspørgsel fra medierne. Og endelig vores holdning til den skyldige tilskuer.
Christian og jeg trak væk fra larmen i omklædningsrummet og ind i behandlernes tilstødende lokale. Med min plads ved siden af spillerbænken havde jeg siddet på nogle af de dårligste pladser i Parken. Jeg havde ikke set episoden, heller ikke på tv efterfølgende.
Jeg ville først høre direkte fra Christian, hvad der var sket. Han huskede, at Rosenberg havde givet ham nogle slag i nyrerne, og det var dét, der fik ham til at tænde af. Jeg ledte efter eventuelt formildende omstændigheder og spurgte, om det var hans indtryk, at Rosenberg overdramatiserede eller måske endda filmede i episoden. Dertil svarede Christian hundrede procent ærligt:
»Nej, jeg kunne mærke, mit slag gik rent ind.«
Christian beklagede overfor mig. Det var tydeligt, han var dybt præget af situationen.
Det var min opgave at beskytte ham, og det omfattede i særdeleshed hans kommende kontakt med pressen. Jeg fortalte ham, jeg havde et forslag til, hvordan vi kunne håndtere situationen i forhold til medierne. Hvis han kunne gentage sin ærlige fortrydelse over for medierne, ville det være en god start. Dernæst fortalte jeg, hvordan jeg havde haft en delvis sammenlignelig situation med hans holdkammerat, Jesper Grønkjær, efter hans uheldige tilbagelægning til Peter Schmeichel i EM-kvalifikationskampen mod Italien otte år tidligere. Dengang anbefalede jeg Jesper at gå med til pressemødet.
Det drejede sig om at stille Christian til rådighed forholdsvis hurtigt for pressen i samlet forum. Her kunne han besvare nogle få, væsentlige spørgsmål - i stedet for som normalt at skulle igennem en lang mixed zone og besvare de samme spørgsmål flere gange - og lade mig vurdere, hvornår de gik for meget i ring eller påvirkede ham for meget, og derefter afslutte seancen.
Jeg opdaterede ham samtidig om det forventede forløb af sagen i UEFAs disciplinærsystem, og om at hans direkte røde kort som minimum ville medføre én kamps karantæne.
Sammen gennemgik vi de spørgsmål, han kunne forvente at blive mødt med.
Fra podiet påtog Christian sig ansvaret for straffesparkskendelsen og det røde kort, han erkendte, at han havde svigtet, og at handlingen var uacceptabel. Medierne anerkendte hans ydmyghed og indrømmelse. En »ren tilståelsessag« blev det kaldt. Det fungerede for Christian. Og det fungerede for de medier, der var repræsenteret i presselokalet.
Nu skulle jeg have assistenttræner Peter Bonde, Morten Olsen og Jim Stjerne Hansen til pressemøde.«
