I England sidder en bestemt fodboldspiller helt sikkert med sommerfugle i maven netop nu.

For han skal til at gøre det, som ingen andre professionelle britiske spillere har gjort i nyere tid. Det skriver The Sun.

Spilleren, som befinder sig i den næstbedste række i England, Championship, vil i næste uge fortælle verden, at han er homoseksuel.

Det vides endnu ikke, hvilken spiller der er tale om, men nyheden bringer stor glæde hos Amal Fashanu, der leder organisationen Justin Fashanu Foundation, som bekæmper racisme og homofobi i fodbold.

»Dette er meget opmuntrende nyheder, og det viser de positive skridt, som er blevet taget i samfundet og i fodbold.«

»Jeg er sikker på, at han vil få en positiv reaktion, og det baner måske vejen for andre,« siger Amal Fashanu til mediet.

Og det er netop derfor, at den endnu ukendte spiller vil tale åbent om sin seksualitet. For at hjælpe andre fodboldspillere, der måske befinder sig i samme situation, men ikke tør stå frem.

Historisk set er få aktive spillere stået offentligt frem og har fortalt om deres seksualitet.

I toprækkerne i England var det senest Justin Fashanu, som stod frem som homoseksuel. Dette gjorde han i 1990, men dengang endte det på ærgerlig vis, da Justin Fashanu mistede livet otte år senere.

Uden for Englands grænser fik den australske spiller Josh Cavallo stor opmærksomhed og opbakning i 2021, da han fortalte, at han var homoseksuel.

Af andre prominente navne har de tidligere spillere Thomas Hitzlsperger og Thomas Beattie fortalt, at de er homoseksuelle. Dette skete efter, de havde sat deres fodboldstøvler på hylden.