Først donerede han 19.000 pund til et hospital i London, nu sender han så pizzaer i hundredvis.

Premier League-spilleren Dannny Rose vil gøre, hvad han kan for at hjælpe til i kampen mod covid-19, så han følte ikke, det var nok at sende over 160.000 kroner af sted. Nu følger maden, og hvis der skal mere til, står han klar.

Modtager North Mid Hospital er ikke tilfældigt udpeget.

Inden backen blev sendt til Newcastle på en lejeaftale og endnu var i Tottenham, blev han behandlet for en skade på netop dette hospital, der takker for de mange pizzaer på Twitter.

Den 29-årige profil forklarer, at han er klar til at gøre, hvad han kan for at få bugt med corona-sygdommen.

»Vi er alle ivrige efter at gøre noget. Jeg kan kun snakke for mig selv, men jeg vil ikke have nogen problemer overhovedet med at give hvad som helst af min løn til folk, som kæmper i frontlinjen, og andre der er direkte berørt af det, der sker i øjeblikket,« siger han til BBC Radio 5 Live.

Lige nu raser en debat om, hvorvidt spillerne i Premier League skal gå 30 procent ned i løn, og Rose fortæller, at spillerne længe har været i diskussioner om en lønnedgang. Også før debatten nåede ud og blev til en kritik af spillerne.

»Vi føler på en måde, at vi står med ryggen mod muren. Der blev ført samtaler, før folk uden for fodbolden kommenterede det,« lyder det fra én, der i hvert fald ikke synes at have problemer med at sige farvel til en del af sin løn.