Det måtte jo komme.
Natten til onsdag, hvor FCK spiller mod Trabzonspor om en Champions League-billet, blev der sunget og fyret fyrværkeri af foran danskernes hotel i Tyrkiet.
Det er et gammelkendt trick at gøre livet surt for gæsterne op til en vigtig kamp, og alle – sportsfolk som ikke sportsfolk – ved, hvor vigtig restitution er.
Scenerne foran hotellet gav indtryk af, at de tyrkiske fans gjorde, hvad de kunne for at frarøve FCKerne en del af søvnen.
FCK-storaktionær Lars Seier har også delt videoer af udskejelserne fra nattelivet.
Han mener, at de gjorde deres bedste for at larme.
'Men undskyld, gutter. Det kræver mere end fyrværkeri og dytten at slå FCK,' skriver han på Facebook.
FCKs kommunikationschef, Jes Mortensen, fortæller også til B.T., at de tyrkiske fans' anstrengelser var forgæves.
»Vi så godt, at der var nogle, der larmede, men vi var på værelser på modsatte side af hotellet, så det har ikke generet noget særligt,« lyder det.
Kampen mellem de to mestre står i aften klokken 21, og FCK har et godt udgangspunkt med fra første møde i Parken.
Her vandt københavnerne med 2-1.