I Lyngby har truppen overrasket cheftræner David Nielsen forud for aftenens Europa League kvalifikationskamp.

Det kribler i maven hos de blå. Forleden kom UEFA-flagene ind ad døren, og snart begynder det europæiske eventyr for David Nielsens tropper, der overraskede alle og ved sæsonens afslutning kunne hænge bronzemedaljer om halsen.

Og spillerne har i den grad overrasket cheftræneren, der kan mærke spændingen i truppen.

»Det tør siges. De har været vilde i vores test. Jeg har aldrig set et hold komme tilbage i sådan en form, som de er i. Spillerne er kommet tilbage i endnu bedre forfatning, end da de gik på ferie. Der er også store krav hos os, men jeg er nødt til at rose dem, når de opnår de mål, vi sætter, og de ting, der er vigtige for os og mig som træner,« siger David Nielsen, der indrømmer, at han er overrasket over det, han har set fra sine spillere efter pausen.

At Lyngby efter blot én sæson i Superligaen skal spille europæiske kampe, er stort, og det er David Nielsen heller ikke i tvivl om. Hans opgave var at rykke Lyngby op i Superligaen, blive der og efterfølgende etablere klubben i den bedste danske række. Han lægger ikke skjul på, at klubben sluttede et par pladser over det forventede.

»Det er en kæmpe bedrift af alle mennesker i klubben. Det har krævet meget. At Lyngby er kommet tilbage til, hvor vi er nu, er der rigtig mange mennesker, der arbejder rigtig hårdt for. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det er en stor fornøjelse at være en del af,« siger cheftræneren.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Torsdag aften kommer walisiske Bangor City på besøg. Lyngby er seedede, og David Nielsen understreger da også, at hans mandskab er favoritter, selv om de har stor respekt for opgaven. Det er før set, at interessen for de første kvalifikationskampe er begrænset, men i Lyngby oplever de noget andet.

»Jeg føler, at der er en enorm interesse for vores kamp. Loungen er udsolgt, og vi kunne med det samme mærke, at det var noget helt specielt, da UEFA-flagene kom med posten den anden dag,« siger David Nielsen.

Flag, der ikke ligefrem har været en del af hverdagen for Lyngby Boldklub, der sidst spillede europæiske kampe for knap 20 år siden.

I foråret blev der på fansenes debatforum grinet lidt til at begynde med, når der blev skrevet, at Lyngby kunne komme til at spille kvalifi-kation til Europa League. For David Nielsen var europæiske kampe dog hele tiden en mulighed.

»Det hele kommer an på, hvilken mentalitet man gerne vil have. Der er ingen grund til at sætte begrænsninger for, hvad man kan nå. Jeg føler ikke, vi kunne have fået mere ud af sidste sæson, end vi gjorde. Vi kunne ikke vinde ligaen, som Kaiserslautern gjorde som oprykker, fordi FCK er for gode. Vi kunne ikke blive nummer to, fordi Brøndby kom flyvende ud, fik vind i sejlene og fik vist sig at være et fantastisk godt hold. Det var utopi, hvis man var begyndt at snakke om det,« siger David Nielsen og fortsætter:

»Men top seks var 'up for grabs' for mange hold, og da vi først kom derind, formåede vi at justere os spillemæssigt til at spille kampe, hvor vi også kunne være med og skabe chancer og score mål mod de gode hold.«

Når det kommer til målsætningen i Europa League, er han dog en smule mere afdæmpet.

»Vi kan ikke tillade os at kigge for langt frem. Vi kigger på én kamp og én runde ad gangen. Der er ikke noget Europa-eventyr, der er lykkedes, uden at man har haft fuldt fokus på den første kamp. Det er vi nødt til at have, og det er mine spillere dygtige til. Det har vi kunnet have i Superligaen, og jeg føler, at vi er klar til det her,« siger David Nielsen.