Det danske fodboldlandshold er mandag rykket frem som nummer 19 på verdensranglisten.

Det fremgår af Det Internationale Fodboldforbunds, Fifas, netop offentliggjorte rangliste, hvor Nicklas Bendtner og holdkammeraterne har taget et spring på syv placeringer.

Samtidig går Danmark forbi Sverige og Nordirland.

Det betyder, at landsholdet er seedet i tirsdagens playoff-lodtrækning, som kan følges live på bt.dk i morgen fra klokken 14.00.

Danmark kan som seedet hold møde Sverige, Nordirland, Irland og Grækenland i to playoffkampe om en plads ved næste års VM i Rusland.

Mens landsholdet rykker op som nummer 19, så er Nordirland dumpet tre placeringer tilbage som nummer 23 i verden. Sverige er nummer 25, Irland nummer 26, mens grækerne indtager 47.-pladsen.

Danmark har slået Montenegro på udebane og spillet uafgjort mod Rumænien i VM-kvalifikationen siden den seneste Fifa-rangliste fra midten af september.

Landsholdet sluttede kvalifikationen på andenpladsen i gruppe E efter Polen.

/ritzau/